- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa lukker Tokyo-rute

På søndag flyver Lufthansa for sidste gang mellem Frankfurt og Narita-lufthavnen i Tokyo. Dermed slutter 38 års flyvninger til den japanske storlufthavn.

Når Lufthansa rutenummer LH710 på søndag den 8. januar forlader Frankfurt Lufthavn med kurs mod Narita International Airport, bliver det sidste gang, at det tyske flyselskab vil benytte den japanske storlufthavn, der ligger omkring 60 kilometer øst for den centrale del af den japanske hovedstad.

Det tyske flyselskab havde oprindeligt valgt at sætte ruten på pause fra den 9. januar og frem til vintertrafikprogrammets slutning den 25. marts. Men nu bliver den midlertidige lukning permanent, da ruten ikke er at finde i sommertrafikprogrammet. Oprindeligt var det planen, at Lufthansa skulle have fløjet tre gange om ugen med Airbus A340-300 mellem Frankfurt og Tokyo-Narita.

“Lufthansa har besluttet at indstille ruten fra Frankfurt til Tokyo-Narita efter grundige overvejelser og analyser. Efterspørgslen er faldende, hvorfor lukningen skyldes kommercielle årsager. Lufthansa har fløjet denne rute siden 1978 og er meget taknemmelig for den opbakning som de lokale myndigheder har givet os gennem årene samt for den loyalitet, som det lokale erhvervsliv har vist os,” siger Lara Matuschek, der er pressetalskvinde for Lufthansa.

Det bliver dog stadig muligt at flyve med Lufthansa til den japanske hovedstad. Selskabet flyver dagligt fra Frankfurt til Haneda Airport med Boeing 747-8 fly, og dette suppleres af en daglig flyvning fra München med Airbus A340-600.

Haneda-lufthavnen er den femtestørste i verden med omkring 80 mio. årlige passagerer, mens Narita International Airport i 2016 havde i underkanten af 40 mio. passagerer gennem terminalen. Fordelen ved Haneda fremfor Narita-lufthavnen er det fintmaskede regionale netværk, der er tilgængeligt fra den store hovedstadslufthavn.

Svær start for Narita
I 1960´erne besluttede den japanske regering at opføre Narita Airport som erstatning for Haneda Airport, der hidtil havde været den internationale lufthavn for den japanske hovedstad. Men fremkosten af nye jetfly havde skabt kapacitetsproblemer, således at det var nødvendigt i første omgang at bygge en helt ny lufthavn.

Der var i socialistiske kredse meget stor modstand mod opførelsen af den nye lufthavn, som ventrefløjen i Japan hævdede skulle være en lufthavn bygget til USA, så den kunne benyttes som brohoved i kampen mod det tidligere Sovjetunionen. Derfor blev den første terminalbygning i Narita første færdiggjort i 1972, mens etableringen af den første startbane varede noget længere som følge af langvarige kampe med fagforeninger og sympatisører, der blokerede området.

Narita-lufthavnen blev planlagt åbnet den 30. marts 1978, men fire dage før åbningen brød en gruppe demonstranter ind i kontroltårnede og ødelagde en stor del af udstyret, så åbningen måtte udskydes til den 20. maj samme år.

Selve åbningen foregik under et stort sikkerhedsopbud med 14.000 udkommanderede politifolk, der stod overfor 6.000 demonstranter. Politiet blev angrebet med stenkast og molotovcocktails og måtte svare igen med vandkanoner. Det lykkedes en gruppe demonstranter at afbryde strømforsyningen til flyvelederkontrollen i Tokorozawa, hvormed det meste af flytrafikken til og fra Tokyo måtte indstilles i flere timer.

 

Relaterede artikler:

Helsinki har flest japanske destinationer

KLM lukker rute til Japan

Air France til Haneda fra 2014

SAS vil flyve til Haneda Airport

Lufthansa opgiver japansk satsning