- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa og Air China ser hinanden an

Mens Lufthansa har vendt ryggen til SAS, så overvejer tyskerne nu et joint venture med Air China i stil med det Lufthansa har med United og Air Canada.

Lufthansa kigger mod øst for nye joint venture-muligheder. Således er selskabet i dialog med Air China om at etablere et joint venture, hvor selskaberne deler indtægterne for trafikken mellem Europa og Kina. Det skriver Air Transport World.

Det bekræftede Lufthansa Gruppens finansdirektør, Simone Menne, i sidste uge, da selskabet fremlagde sit årsregnskab for 2013.

Dialogen med kineserne kommer kort tid efter at Lufthansa og SAS afsluttede et lignende joint venture-samarbejde om trafikken mellem Skandinavien og Tyskland, som havde eksisteret i mere end 18 år. Ifølge Lufthansa, så gjorde samarbejdet det svært at agere hurtigt i markedet og svare igen på tiltag fra konkurrenter som Norwegian, airberlin, Ryanair og easyJet.

”Konkurrencesituationen i dag er sådan, at der er behov for at kunne reagere hurtigt. Og det er svært, når to selskaber skal nå til enighed om hvad man skal gøre, inden man kan gøre det,” sagde Lufthansas chef for Norden og Baltikum, Ulrich Link, i marts til CHECK-IN.dk.

Under opsejling
Den holdning ser Lufthansa dog ikke ud til at have, når det gælder andre markeder. Således har hele Lufthansa-koncernen, der både tæller luftfartsselskabet af samme navn og datterselskaberne Swiss, Austrian og Brussels Airlines, igennem flere år arbejdet tæt sammen med United Airlines og Air Canada i et joint venture om trafikken over Atlanterhavet. Et samarbejde, der er blevet endnu tættere det seneste års tid. Lufthansa Gruppen, United og Air Canada kender i forvejen hinanden fra Star Alliance.

På trafikken mellem Europa og Japan har Lufthansa fornylig etableret et lignende samarbejde med japanske ANA, der også er Star Alliance-medlem. Og nu kan et lignende samarbejde om det vigtige kinesiske marked så være under opsejling.

At Lufthansa taler med lige netop Air China er ikke nogen tilfældighed. De to kender hinanden fra samarbejdet i Star Alliance, hvor SAS også er medlem.

Dele indtjeningen
Samarbejdet mellem SAS og Lufthansa er i dag reduceret til, at begge selskaber er medlem af Star Alliance sammen med 26 andre flyselskaber. Og forskellen på joint venture-samarbejdet og Star Alliance er stor ifølge kommunikationsdirektøren.

”Alliancer er et produkt, som henvender sig til kunderne. De mærker store fordele ved at vælge selskaber fra de samme alliancer. Fælles loungeadgang og optjening af bonuspoint er blot nogle af kundefordelene ved alliancer som Star Alliance. Et joint venture er mere en fordel for selve flyselskabet, da det gør det muligt at dele indtjeningen og samarbejde kommercielt om nye ruter og om salgsindsatser på bestemte markeder,” sagde kommunikationsdirektør Martin Riecken fra Lufthansa i marts til CHECK-IN.dk.