- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa sætter fart på genopretningen

Fra september vil Lufthansa-koncernen betjene 90 procent af alle de destinationer, som var planlagt før coronakrisen. Masser af både europæiske og oversøiske ruter vender tilbage.

I de kommende uger og måneder vil flyselskaberne i Lufthansa-koncernen for alvor vende retur i luften, når der genoptages en lang række ruter.

Koncernen forventer at have genoptaget flyvningerne til 90 procent af alle oprindeligt planlagte destinationer i Europa i september, mens den forventer at have genoptaget 70 procent af alle langdistanceruter.

Alene Lufthansa vil fra efteråret operere over 100 ugentlige flyvninger til nordamerikanske destinationer via baserne i Frankfurt og München. 90 ugentlige flyvninger er planlagt til Asien, 20 til Mellemøsten og 25 til afrikanske destinationer. Destinationer vil blandt andet være Windhoek, Nairobi, Beirut, Riyadh, Houston, Boston, Vancouver, Hong Kong og Singapore.

Antallet af ugentlige kort- og mellemdistanceflyvninger vil fra september være på 1.800 – herunder 102 destinationer fra Frankfurt og 88 fra München. Der kan allerede bestilles billetter til flere af destinationerne fra i dag.

Eurowings med masser sommerdestinationer
Austrian Airlines vil fra juli opstarte regelmæssige langdistanceflyvninger til Bangkok, Chicago, New York-Newark og Washington. Der vil typisk være op til tre ugentlige rotationer. Selskabet genåbner også flere europæiske ruter fra juli – herunder til Grækenland.

SWISS planlægger i efteråret at kunne tilbyde op til 85 procent af de destinationer, som selskabet betjente før coronakrisen. Kapaciteten vil dog kun være på omkring en tredjedel af det normale. Fokus vil især være på europæiske ruter fra Zürich og Genève, men også langdistanceruter vil blive føjet til.

Allerede i løbet af sommeren forventer et andet af koncernflyselskaberne, Eurowings, at operere til 80 procent af alle oprindeligt planlagte destinationer. Flyselskabet forventer i juli at kunne tilbyde mellem 30 og 40 procent af den normale kapacitet, og fokus vil være på afgange fra Düsseldorf, Hamborg, Stuttgart og Köln.

Passagerer skal bære mundbind
Fra 1. juni fik passagerer hos Lufthansa udvidet servicekonceptet om bord. På de kortere flyvninger kan rejsende på Business Class igen få mad og drikke, mens passagerer i alle klasser på langdistanceflyvninger har det sædvanlige udvalg af drikkevarer og mad.

Alle passagerer på Lufthansa- og Eurowings-fly er fra 8. juni forpligtet til at bære mund- og næsebind på hele flyrejsen, og Lufthansa anbefaler, at passagererne også bærer bindet i lufthavnene før og efter flyvningen.

Lufthansa har under hele coronakrisen fløjet mellem Frankfurt og København, og fra 1. juni åbnede flyselskabet også sin rute fra samme tyske by til Billund Lufthavn.

Reuters har tidligere rapporteret, at Lufthansa-koncernen vil holde 300 fly ud af i alt 763 fly (ved udgangen af 2019, red.) på jorden i 2021, mens dette tal vil være 200 i 2022. Nyhedsbureauet fik denne information via et brev fra koncernledelsen til de ansatte.

 

Relaterede artikler:

“Jeg har 700 fly til salg – så ring til mig”

Lufthansa tvinges til at give plads til konkurrenter

Lufthansa afviser hjælpepakke til 67 milliarder kroner