- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa-selskab overtager charterflyselskab

Charterarrangøren Thomas Cook afvikler sit belgiske flyselskab og overfører to fly og 160 ansatte til Lufthansa-selskabet Brussels Airlines.

Lufthansa Gruppens belgiske medlem, Brussels Airlines, overtager to Airbus A320-fly samt 160 piloter og kabineansatte fra charterarrangøren Thomas Cook’s belgiske flyselskab Thomas Cook Airlines Belgium. De resterende tre Airbus A320-fly i Thomas Cook Airlines Belgium overføres til de andre flyselskaber i Thomas Cook-familien.

Parterne forventer, at Thomas Cook Airlines Belgium vil være afviklet til november i år.

Fremover vil Brussels Airlines stå for at flyve hovedparten af Thomas Cook’s belgiske charterkunder på ferie og tilbage til Belgien.

Thomas Cook Airlines Belgium var med sine fem fly simpelthen for lille til at kunne blive drevet som et selvstændigt flyselskab. Så kunne det bedre betale sig at overlade opgaven til Brussels Airlines, der i forvejen har fløjet for Thomas Cook de seneste 15 år.

Styre fly mere effektivt
Brussels Airlines og Thomas Cook håber, at Brussels Airlines’ overtagelse af Thomas Cook Airlines Belgium’s aktiviteter vil åbne for nye muligheder for vækst og gøre det muligt for begge virksomheder at styre fly og personale mere effektivt. Brussels Airlines har i forvejen ni Airbus A320-fly.

”Kombinationen af Brussels Airlines’ netværk og ekspertise samt Thomas Cook’s ferievirksomhed vil yderligere forbedre kundetilbuddet hos Brussels Airlines. Ved afslutningen af transaktionen vil Brussels Airlines have fordoblet antallet af sol- og stranddestinationer til 51 med tilføjelse af Kap Verde, Gran Canaria, Lanzarote og Egypten som helt nye destinationer. Vi føler os meget optimistiske omkring mulighederne for yderligere ekspansion, i takt med at vi opdyrker vores forretning til gavn for både kunder og den belgiske økonomi,” siger Bernard Gustin, administrerende direktør for Brussels Airlines.

Fire in-house flyselskaber
Udover at give belgiske kunder valget mellem flere afrejsedage og et udvidet antallet af flyvninger, vil de to virksomheder arbejde sammen om at vurdere muligheden for at lancere nye langdistanceflyvninger til destinationer i Nordamerika, Caribien, Afrika og Asien i løbet af de næste tre år.

Thomas Cook-gruppen har fire ”in-house” flyselskaber. Foruden Thomas Cook Airlines Belgium, så er det Thomas Cook Airlines UK, tyske Condor og det danske flyselskab Thomas Cook Airlines Scandinavia, der råder over ni Airbus A321-fly og fem Airbus A330 fly.

 

 

Relaterede artikler:

Thomas Cook-familien rykker tættere sammen

Første opgraderede Thomas Cook-fly

Kæmpe flådeudskiftning hos Thomas Cook

Charterarrangører vil af med flyselskaber

Nye uniformer hos Thomas Cook Airlines