Fra den 1. januar 2026 vil de fire hub-selskaber i Lufthansa Group, henholdsvis Lufthansa, Swiss, Austrian og Brussels Airlines, koordinere styringen af kort- og mellemdistanceruter.
Lufthansa-koncernen har gang i en omfattende reorganisering, der skal sikre en større effektivitet og lønsomhed for den tyske luftfartskoncerns hub-selskaber, henholdsvis Lufthansa, Swiss, Austrian Airlines og Brussels Airlines.
Ændringerne skal bringe de fire flyselskaber endnu tættere sammen med et styrket samarbejde på tværs omkring struktur, processer, finansiel styring og samarbejdsformer, så selskaberne fremover kan arbejde endnu mere integreret, selvom de er selvstændige brands.
”Dette vil bringe flyselskaberne i koncernen tættere sammen og gøre det muligt for dem at operere på en endnu mere sammenhængende måde,” hedder det i en meddelelse.
Lufthansa Group understreger, at det fortsat er vigtigt, at de enkelte flyselskaber bevarer det selvstændige ansvar for kundeoplevelsen, både hvad angår inflight-produkt og catering til lounges i hjemmemarkederne samt passagerservice. Også den daglige drift og flyoperationer forbliver under hvert selskabs kontrol.
Koordination af rutenetværket
Det tættere samarbejde, der ventes implementeret fra 1. januar 2026, vil kunne mærkes på de ikke-kundevendte områder. Det er eksempelvis loyalitetsprogrammet Miles & More og den koncern-app som udvikles central og tilpasses de enkelte selskaber.
Et andet vigtigt element bliver, at netværksstyringen for kort- og mellemdistanceruter vil komme til at ske på koncernbasis i tæt koordination med de enkelte selskaber, og det er en model, der har været anvendt i de seneste 10 år på langdistanceruterne.
”Det betyder, at hele det kommercielle udbud nu bliver samlet under ansvaret for koncernfunktionerne. Gæster, der allerede rejser med flere selskaber i koncernen, vil få gavn af et endnu bedre koordineret tilbud,” lyder det fra Lufthansa Group.
Fire nye “koncernbestyrelser”
Rent praktisk vil de mange beslutninger blive organiseret gennem fire nye funktionelle “koncernbestyrelser”, henholdsvis hub-styring, teknologi, HR og finans. Her er det planen, at der skal deltage repræsentanter fra både flyselskaber og den centrale koncernfunktion.
Møderne ledes af en repræsentant fra koncernledelsen, og man stiller i udsigt, at emner vil blive drøftet vurderet og besluttet på en “gennemsigtig og samarbejdsorienteret måde.”
Relaterede artikler:
Lufthansa trækker sig fra Air Europa-bud