- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa tjener atter penge på driften

Lufthansa fremhæver det positive i et beskedent driftsoverskud på knap 20 millioner kroner i første halvår. Resultatet efter skat var dog et milliardunderskud, der var dobbelt så stort som året før.

Ikke færre end 118.766ansatte skulle der til for at skabe et beskedent driftsoverskud på godt 22 millioner danske kroner.

Det er essensen af halvårsregnskabet for Lufthansa Gruppen, der netop er blevet offentliggjort.

Lufthansa Gruppen øgede ellers omsætningen i 1. halvår med 11,3 % til 14.063 millioner euro – eller knap 105 milliarder danske kroner. Men denne omsætning blev altså forvandlet til et såre beskedent driftsoverskud på 3 millioner euro – svarende til 22,3 millioner kroner.

Det giver et driftsresultat på blot 2 øre for hver 1.000 kroner i omsætning, men ledelsen hæfter sig i stedet ved fremgangen.

“Lufthansa er fortsat blandt verdens profitable luftfartsselskaber på trods af seks måneders stærk modvind. Alle vore forretningsenheder fortsætter det hårde arbejde for at øge forspringet til vore konkurrenter,” siger Stephan Gemkow, der er medlem af Lufthansas bestyrelse i en kommentar til halvårsregnskabet.

Lufthansa-ledelsen glædes over, at koncernen nu er “back in black“ med det positive driftsresultat, der var en forbedring på 174 millioner euro i forhold til samme periode året før.

Men ser man på bundlinjen var det endelige resultat et underskud for årets første 6 måneder på 206 millioner euro, hvilket faktisk er en fordobling af underskuddet fra samme periode året før.

Når et af Europas største luftfartsselskaber skal udpege synderen nævnes den hårde vinter i Europa, politisk uro i Mellemøsten og Nordafrika, jordskælvet i Japan samt meget høje brændstofpriser som hovedskurken.

Lufthansa har foretaget store effektiviseringer for at nedbringe omkostningerne og til trods for det pauvre resultat og usikkerheden i verdensøkonomien fastholder Lufthansa-ledelsen forventninger. For hele2011 vil Lufthansa Gryppen få stigende omsætning og en forbedret indtjening i forhold til året før.

Lufthansa blev stiftet i 1926 efter en fusion af Deutsche Aero Lloyd og Junkers Luftverkehr og er et af Europas absolut største luftfartsselskaber bestående af Lufthansa,Austrian, bmi,Germanwings samtSWISS og Lufthansa Cargo.