- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Lufthansa: Vi sælger flest Premium-billetter

Klikker man ind for at bestille en Premium-billet hos det tyske flyselskab Lufthansa, får man præsenteret rigtig gode muligheder for køb af de dyreste billetter.

Det store udbud af sæder på de forreste rækker i flyene er faktisk en helt bevidst strategi, for kunderne har vist sig at være rigtig glade for Lufthansas Premium-produkt.

“Intet flyselskab i verden sælger så mange Premium-sæder som Lufthansa. Når vi taler om de allerstørste fly, har vi brug for 100 sæder på First og Business Class, hvilket ingen andre har,” siger Carsten Spohr, koncernchef i Lufthansa, til Business Insider.

Lufthansas store behov for at kunne tilbyde en masse Premium-sæder betyder, at det skal have fly af en vis størrelse i flåden. Flyselskabet har på den baggrund løbende måtte investere i en flytype, som ellers er ved at nå sit endeligt på vores jordklode.

”Derfor opererer vi 747-8 på ruter, hvor andre flyver med Boeing 777,” forklarer Carsten Spohr.

Tre 747-købere det seneste årti
I det seneste årti har den amerikanske flyproducent kun solgt 47 nye Boeing 747-8, der i dag flyver på ruter hos Air China, Korean Air og netop Lufthansa. Det tyske flyselskab har således fortsat valgt at satse på jumbojetten, da flyets kabine har en størrelse, der giver Lufthansa mulighed for at tilbyde det ønskede antal Premium-sæder.

Korean Air og Lufthansa opererer begge med både Boeing 747 og den europæiske konkurrent, Airbus A380. Lufthansa råder over 19 Boeing 747-8, og selskabets 13 Boeing 747-400 vil blive skiftet ud med 20 splinternye Boeing 777-9 fra omkring år 2025.

Mens Lufthansa i den seneste tid har været med til at holde liv i Boeing 747-passagerversionen, har de fleste af verdens øvrige, store flyselskaber valgt at sende jumbojetten på flykirkegården – eller har planer om snart at gøre det.

Fragt- og VIP-jumbojetter i fremtiden
Boeing har selv indrømmet, at det legendariske fly fremover primært vil blive brugt til fragtfly. I juli modtog Boeing 22 ordre på nye Boeing 747, og alle var i fragtversionen. Ifølge Boeing vil der blive solgt 42.730 nye passagerfly i de kommende 20 år, og heraf vil kun 60 være af typerne Boeing 747-8 eller Airbus A380. Det svarer til tre fly af denne størrelse om året – og flere af dem forventes at være til brug for VIP-flyvning.

Listeprisen på passagerfly-versionen Boeing 747-8i er ifølge Business Insider på 402,9 millioner dollars, eller hvad der svarer til 2,63 milliarder kroner. For versionen Boeing 747-8f er listeprisen cirka 4,6 millioner kroner højere.

De amerikanske flyselskaber Delta Air Lines og United Airlines er blandt dem, der sidste år valgte at pensionere Boeing 747. Air France og Singapore Airlines er også eksempler på store operatører, som har valgt at satse på nyere og mere brændstofeffektive fly. Qantas og British Airways følger efter med en planlagt pension af Boeing 747 i henholdsvis 2020 og 2024.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa først i Europa med fem stjerner

Nye Business Class-sæder hos Lufthansa

Lufthansa løfter sløret for ny Business Class

Langdistancefly på Lufthansa-ruter i Europa

Endnu et flyselskab pensionerer Boeing 747