- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthavne under pres fra lavprisselskaber

Lavprisselskaberne er langt mindre loyale over for lufthavnene og det betyder, at lufthavnene ikke skal tage selskaberne for givet.

Lavprisselskabernes fremmarch over de seneste ti år har betydet, at store europæiske lufthavne ikke længere kan tage for givet, at luftfartsselskaberne ønsker at inkludere dem i deres rutenet. For mange luftfartsselskaber handler det ikke længere om at kunne tilbyde bestemte destinationer til sine kunder, men om at være der hvor efterspørgslen er størst og hvor vilkårene er de bedste.

Det har vendt forholdet mellem luftfartsselskaber og lufthavne på hovedet. I dag er det lufthavnene, der skal gøre sig attraktive over for luftfartsselskaberne. Netværksselskaber som SAS, KLM og Lufthansa forventes dogfortsat at beflyve hovedstæder og store forretningsbyer og skabe et effektivt rutenet, der opfylder de forretningsrejsendes behov. Lavprisselskaberne er derimod mere fleksible. De rykker i højere grad i dag rundt i landskabet alt efter, hvor efterspørgslen og mulighederne er størst.

Loyaliteten over for en bestemt lufthavn er blevet væsentlig mindre. Det skaber et behov for at lufthavnene bliver bedre til at tilbyde luftfartsselskaberne de rette betingelser.

”Lufthavne har oplevet en nedgang på 46 procent i antallet af nye flyruter i 2011. Dette er en stærk indikation af, at flyselskaberne er på vej fra atvære forsyningsdrevet til at blive efterspørgselsstyret. Det betyder, at lufthavnene bliver mere sårbare og oplever flere sæsonudsving, samt et kontinuerlig og effektivt pres på niveauet af afgifter,” siger Oliver Jankovec, direktør for den europæiske del af den internationale lufthavnssammenslutning Airport Council International (ACI).

Trække stikket
Det seneste eksempel på det ændrede magtforhold er easyJets beslutning om at lukke sin base i Madrid. Stigende afgifter og faldende lokal efterspørgsel fik det britiske selskab til at trække stikket, på trods af at Spaniens hovedstad uden tvivl er en stor leisure-destination. Men hvis indtjeningen kan øges ved at sætte kapaciteten ind andre steder i selskabets store europæiske rutenet, så tøver man ikke med at gøre det.

De europæiske lufthavne reducerede i 2010 i gennemsnit sine afgifter rettet mod luftfartsselskaberne med syv procent. For mange lufthavne er salget i butikkerne den bedste indtægtskilde. Alligevel er andelen af tabsgivende europæiske lufthavne på to år steget fra 41 procent i 2009 til 48 procent i 2011.