- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Må vige for Airshow: Aflyser og omlægger flyvninger

Singapore Airlines har været nødt til at aflyse og omlægge flere afgange i forbindelse med et stort flyshow, som afholdes i nærhed af Changi-lufthavnen i næste uge.

En række flyvninger hos Singapore Airlines (SIA) må i den kommende uges tid vige pladsen til fordel for Singapore Airshow, der afholdes i Changi Exhibition Centre tæt på Changi-lufthavnen i dagene 7. og 8. februar.

Luftrummet over Singapore vil nemlig være lukket i perioder mellem 29. januar og 8. februar i forbindelse med flyshowet, og det får altså konsekvenser for en række flyvninger til og fra den store lufthavn.

Singapore Airlines oplyser, at det vil kontakte alle berørte kunder for at informere dem om ændringer til flyrejsen.

”Kunder, der er berørt af aflyste flyafgange, vil blive ombooket til alternative flyvninger, eller de kan søge fuld refusion af den ubrugte del af deres billetter,” oplyser Singapore Airlines, der desuden fortæller, at de, der har booket flybillet via rejsebureauer eller flyselskabets partnerflyselskaber, bør kontakte disse for at få hjælp.

Aflysninger på to ruter
Der er enten aflyste eller omlagte flyafgange fra Singapore til i alt otte forskellige lande. Blandt aflysningerne er en rotation til thailandske Phuket 1. februar, ligesom der er aflyst en afgang og ankomst 3. februar på ruten til Kuala Lumpur, der er hovedstad i Malaysia.

Blandt de omlagte afgange er der flere flyvninger fra Singapore til blandt andet destinationer i Indonesien, Phillippinerne, Sydkorea, Vietnam og USA, som har fået nye afgangstider som følge af det lukkede luftrum i forbindelse med flyshowet.

Singapore Airlines råder sine kunder til at opdatere deres kontaktoplysninger, da andre afgange også kan blive påvirket af luftrumslukningen, lyder det.

”SIA undskylder over for alle berørte kunder for den forårsagede ulejlighed,” lyder det fra flyselskabet.

Besøgende til Singapore Airshow vil kunne opleve akrobatiske flyveopvisninger, ligesom man blandt andet kan komme helt tæt på de nyeste kommercielle fly og militære fly. Til lejligheden benyttes Changi Air Base, der ligger klos op ad den internationale Changi-lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Singapore først i verden med ’dansk’ afgiftsmodel

Air India spiller rolle i Singapore Airlines-nedgang

Singapore Airlines får codeshare fra Delhi til CPH