- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Manglede 66 svenske indenrigsflyvninger om dagen

En ny analyse peger på, at krigen i Ukraine og flyskam også bærer et ansvar for, at flytrafikken til, fra og mellem ECAC-medlemslandene ikke nåede tilbage på 2019-niveauet i sommermånederne i år.

I løbet af i år er der kommet fart på genopretningen i europæisk luftfart, men i sommertrafikprogrammet manglede der fortsat 13,1 procent af operationerne, når man sammenligner med 2019-niveauet. I en ny analyse har den europæiske lufttrafiktjeneste Eurocontrol kigget nærmere på, hvor disse flyvninger er blevet af.

Eurocontrol har taget udgangspunkt i trafikken både til og fra de 44 lande, der er medlemmer af sammenslutningen European Civil Aviation Conference (ECAC) samt de flyvninger, der er foretaget mellem medlemslandene, i sommerperioden fra juni til og med september. Alle disse lande er ligeledes medlemmer af Eurocontrol.

Analysen viser, at der i år i gennemsnit blev foretaget 4.476 færre flyvninger om dagen i de fire måneder sammenlignet med tallene for tre år siden. Af disse var 2.756 flyvninger mellem de enkelte ECAC-medlemslande, mens de resterende 1.720 var til og fra området.

Skammer sig over at flyve
Analysen fra Eurocontrol viser ligeledes, at der i løbet af sommeren i år er blevet foretaget 66 færre daglige indenrigsflyvninger i Sverige, end tilfældet var i det sidste normale år før COVID-19-pandemien.

Allerede for tre år siden var ’flyskam’ et begreb, der blev brugt om tendensen med, at et stigende antal personer fravalgte at flyve med direkte henvisning til de negative konsekvenser, som det kan have for miljøet. Det er en tendens, der har været særligt fremherskende i Sverige.

Det tyder på, at det fortsat er tilfældet. I dag tager flere svenskere end tidligere toget, ligesom trafiktallene fra de svenske lufthavne har vist, at passagererne heller ikke er vendt tilbage i samme omfang, som det er sket i andre lande i år.

Krigen spiller også rolle
En af de andre årsager til, at trafikken fortsat ikke er på samme niveau som i 2019, er ifølge Eurocontrol også Ruslands krig mod Ukraine siden den 24. februar i år.

Krigens indvirkning kan både ses ved, at Ukraine i løbet af sommeren har haft 207 færre udenrigsflyvninger sammenlignet med 2019. Det er kun Tyskland og Storbritannien, der med henholdsvis 347 og 291 færre afgange til udlandet mistede mere udenrigstrafik af landene i analysen.

Yderligere var der i løbet af sommermånederne 941 færre flyvninger hver dag mellem ECAC-medlemslandene og Rusland samt Hviderusland. Den trafik tegner sig for 2,8 procentpoint af den samlede nedgang på 13,1 procent, oplyser Eurocontrol.


Relaterede artikler:

Genopretning af luftfarten udsat til 2025

Svenske lufthavne stadig langt efter 2019-tal

Flyskam rammer svensk luftfart