- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Mao udpeget som direktør for Hongkong-flyselskab

Lavprisselskabet Hong Kong Express har fået ny administrerende direktør i Jeanette Mao, hvis opgave bliver at udvide både flåden og rutenetværket hos Cathay Pacific-datterselskabet.

Tidligere har tendensen været, at topstillingerne i luftfartsbranchen har været meget mandsdominerede, men det er begyndt at ændre sig. Nu skifter lavprisselskabet Hong Kong Express ud på direktørposten, og her er det en kvinde, der overtager stafetten efter en anden.

Det er Jeanette Mao, der er blevet valgt som ny administrerende direktør for selskabet og efterfølger til den tidligere direktør Mandy Ng, som var den første kvinde, der stod i spidsen for et flyselskab i Hongkong.

Hong Kong Express råder over en flåde bestående af 27 Airbus-fly fra serierne A320 og A321 med en gennemsnitsalder på 5,9 år.

I 2015 indgik selskabet desuden en aftale med Norwegian om, at man skulle lease 12 af det norske flyselskabs A320neo’er. Det endte dog kun med at blive til fem, inden Norwegian solgte ud af flåden i et forsøg på at afvikle gæld og øge likviditetsbeholdningen, og disse fly blev også solgt.

Skal udvide rutekortet
Flyselskabet er ejet Cathay Pacific, og den nye direktør har 20 års erfaring fra ejerselskabet, hvor Mao har haft ledende stillinger inden for service og operationer, fragt, internationale anliggender, kundeoplevelsen samt salg og distribution af de in flight-produkter, som flyselskabet tilbyder passagererne.

I august 2019 blev hun udnævnt som chef for servicen på Cathay Pacifics flyvninger. Det fremhæves, at det blandt andet er Jeanette Maos brede erfaring fra flere forskellige dele af den daglige drift, der kvalificerer hende til den nye stilling.

Hovedopgaverne for den nye direktør bliver at sørge for, at Hong Kong Express både får en større kapacitet i flåden og udvidet rutenetværket. Derudover skal driften effektiveres gennem et højnet brug af digitale værktøjer således, at lavprisselskabet fortsat vil være konkurrencedygtigt.

Fremhæver erfaring
Ifølge Jeanette Mao er forventningen, at flyselskabet vil overgå 2019-niveauet i løbet af den kommende sommer, og den udvikling glæder hun sig til at være en del af.

”Jeg ser frem til at føre flyselskabet fremad og styrke det yderligere i takt med, at vi forbedrer niveauet fra før pandemien denne sommer. Vi holder et skarpt fokus på vores kunder, som til stadighed sætter pris den personlige og fleksible rejseoplevelse, vi – som Hongkongs eneste lavprisselskab – tilbyder.”

Ronald Lam, der er koncernchef for Cathay Pacific og bestyrelsesformand for Hong Kong Express, hæfter sig ved den nye direktørs erfaring.

”Baseret på mit samarbejde med Jeanette Mao i årenes løb mener jeg, at hun er en meget dygtig leder, der har bred erfaring med både at skabe forandringer og varetage driften af komplekse operationer. Jeg er sikker på, at hun vil være til gavn for Hong Kong Express.”


Relaterede artikler:

Stadig flere kvinder på topposter i luftfarten

Officielt: Cathay Pacific overtager konkurrent

Norwegian sælger A320-fly