- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Markerer europæisk Dreamliner-herredømme

British Airways får i dag selskabets Dreamliner nummer 25, mens Norwegian vil nå op på 21 eksemplarer af drømmeflyet inden årets udgang.

Med leveringen af sit 25. Boeing 787 Dreamliner-fly i dag cementerer British Airways sin position som Europas største Dreamliner-operatør. Nummer to er Norwegian, der ved årsskiftet når op på 21 Dreamlinere.

British Airways tog imod sin første Dreamliner, en Boeing 787-8, i juli 2013. To år senere tog flyselskabet den næste generation af Boeings Dreamliner, Boeing 787-9, i brug. De nu 25 Dreamliner-fly er fordelt på ni Boeing 787-8 og 16 Boeing 787-9 fly. Yderligere tre 787-8 og to 787-9 følger i 2018. Og fra 2020 frem til 2023 får selskabet 12 eksemplarer af den ekstra lange Boeing 787-10.

Det britiske flyselskab har indrettet sine Boeing 787-8 i et tre-klasses 214-sæders setup med 35 Club World-sæder, 25 World Traveller Plus-sæder og 154 World Traveller-sæde. I de længere Boeing 787-9 fly har British fundet plads til otte First Class-sæder foran 42 Club World-sæder, 39 World Traveller Plus-sæder og 127 World Traveller-sæder. Med de flere First Class-, Club World- og World Traveller-sæder er der samlet set kun blevet plads til to flere sæder end i den seks meter kortere Boeing 787-8.

Et stort privilegium
Det nye fly med registreringen forventes at lande i London Heathrow lidt efter klokken 11 fredag formiddag lokal tid.

British Airways’ chefpilot, Stephen Riley, vil sidde i kaptajnsædet på turen fra Boeing-fabrikkerne i Seattle i staten Washington i USA’s nordvestlige hjørne til British Airways’ store trafikknudepunkt i London Heathrow-lufthavnen.

“Det er et stort privilegium at være kaptajnen, der flyver til Heathrow i vores nyeste fly. Det tager to et halvt år indtil et nyt fly leveres, så det er et spændende øjeblik, når vi endelig flyver det hjem for at indlemme det i flåden,” siger Stephen Riley.

Riley er ikke overraskende glad for den flytype, som British Airways nu har 25 eksemplarer af i sin flåde.

“Dreamlinerne er fantastiske fly både at flyve som pilot og at nyde som kunde. De er utroligt teknologisk avancerede og de mest brændstoføkonomiske langdistancefly. De er også designet med de rejsendes komfort i tankerne, hvilket betyder, at når kunderne ankommer til deres destination, så føler de sig godt tilpas,” påpeger Stephen Riley.

Føle sig mere friske
Flyet består af et karbonfiberskrog, som gør det muligt at holde trykket på et lavere niveau i kabinen. Dette fører til større luftfugtighed, hvilket reducerer ”tøreffekten” af kabineluften, så kunderne kommer til at føle sig mere friske end i andre fly.

Et af de mest unikke træk ved Dreamlineren er dens vinger, der med sin krumning gør det muligt for flyet at stige bedre og øge brændstofeffektiviteten. Dreamlineren kan også nå en maksimal hastighed på 954 kilometer i timen med en rækkevidde på 15.200 kilometer, så flyselskabet kan flyve fra London Heathrow til destinationer længere væk, såsom Santiago i Chile og Mumbai i Indien.

Vinduerne i 787 er tredive procent større end noget andet fly. Det betyder, at kunderne kan bevare øjenkontakt med horisonten, hvilket mindsker transportsyge. Det er også omkring 40 procent mere støjsvagt end andre fly, hvilket giver kunderne det ideelle miljø for at få en lur.

 

 

Relaterede artikler:

Helt ny First Class på nye BA-fly