- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Flysimulator og autocamper på Folkemødet

Når op imod 80.000 politikere, journalister og almindelige danskere indtager Bornholm om godt to uger til dette års folkemøde, så er luftfarts- og rejsebranchen naturligvis også repræsenteret.

SAS er den brancheaktør, der gør mest ud af demokratifestivalen, som afvikles fra torsdag den 16. juni til søndag den 19. juni. Fredag sender selskabet et fly afsted fra Københavns Lufthavn til Bornholms Lufthavn og giver 130 kunder mulighed for at komme til folkemøde en enkel dag. Fredag aften flyver det særlige folkemødefly tilbage.

Samtidig giver SAS alle mulighed for at prøve kræfter med pilotgerningen i en flysimulator. Her kan man få lov at lette og lande med en flyvemaskine i en lufthavn et sted i verden. Simulatoren er åben alle fire dage og er opstillet i Infrastrukturens Telt på plads G18.

Sætter en stopper for manges drøm
Samme sted byder SAS lørdag kl. 13 også op til debat om fremtidens pilotuddannelse.

”Efterspørgslen på piloter kommer til at stige de kommende år. Dermed burde vejen ligge åben for de mange unge mennesker, der drømmer om en karriere som pilot. Det kræver dog først lige, at de kan skrabe en million kroner sammen. Så meget koster uddannelsen til pilot i Danmark. Den høje pris på uddannelsen sætter en stopper for manges drøm, og den betyder samtidig, at vi i fremtiden bliver nødt til at hente et stadigt stigende antal piloter fra andre lande,” skriver SAS i sin præsentation af arrangementet.

SAS’ koncerndriftsdirektør Lars Sandahl Sørensen tager debatten sammen med Danish Air Transports direktør, Jesper Rungholm. Inden debatten vil de to herrer sammen med to piloter have prøvet kræfter med flysimulatoren. Mon ikke piloten Rungholm vinder den dyst og kan kalde sig folkemødets top gun?

Københavns Lufthavn kommer også til at holde til i Infrastrukturens Telt og vil sætte fokus på, hvad luftfart betyder for helt almindelige danskere, og medbringer en model (1:1000), der viser de udbygninger, der skal til, for at Københavns Lufthavn kan vokse til 40 mio. passagerer om året.

Flyvebranchens Personale Union og Brancheforeningen Dansk Luftfart pusler begge to med at stable hver sit arrangement på benene om fredagen.

Kaffe og hjemmebagt kage
Charterarrangøren Spies er også på solskinsøen i folkemøde-dagene. For dem er målgruppen dog ikke de tilrejsende folkemøde-deltagere. Det er derimod bornholmerne.

Spies kører således rundt på hele Bornholm i en autocamper og byder på herlig feriestemning, kaffe og hjemmebagt kage samt evt. en lille en til halsen til alle, der kommer forbi og hilser på. De står også klar til en lille snak om ens næste ferie.

Samtidig gentager Spies successen med det såkaldte ”ferievalg”, hvor man har inviteret bornholmerne til at stemme om, hvilket nyt rejsemål skal findes i Spies-programmet. Hvilke destinationer bornholmerne kan stemme om i år bliver først afsløret når valget begynder. De første fly til vinderdestinationen vil afgå omkring den 10. oktober i år.

 

 

Relaterede artikler:

SAS vender tilbage til Bornholm

Luftfartsbranchen indtager Folkemødet

Luftfartens lobbyister til folkemøde

Da Norwegian mødte folket