- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Med fuld musik ind i det gode selskab

Akkompagneret af trommen på olietønder og sabler blev Qatar Airways tirsdag budt velkommen i den mindste af de tre globale luftfartsalliancer, oneworld.

(DOHA) Der blev bogstaveligt talt spillet på mange tangenter, da Qatar Airways tirsdag blev optaget i oneworld-alliancen ved en stor ceremoni i Dohas stærkt forsinkede og endnu uåbnede Hamad International Airport.
Eventen bød således ikke blot på unge mænd, der var klædt i hvidt tøj, solbriller og sorte huer og trommede heftigt på tomme olietønder i mere end 30 graders varme på lufthavnens forplads foran et Boeing 777-fly fra Qatar Airways, som var malet i oneworld-farver. For efter gruppebilledet med oneworld-selskabernes direktører og oliestatens premierminister var det de lokale musikeres tur. Klædt i traditionelle hvide kjortler slog de tonen an på gammeldags trommer, mens deres kolleger stod bagved med sabler.
Forud for de musikalske indslag på asfalten var gået en mere traditionel ceremoni med taler af Qatar Airways’ direktør, Akbar Al Baker og International Airlines Groups’ chef, Willie Walsh.
International Airlines Group (IAG) er moderselskab for oneworld-medlemmerne Iberia og British Airways. Og sidstnævnte havde været sponsor for Qatar Airways undervejs i selskabets kun 12 måneder lange optagelsesproces.
Stjæler Asien-trafik
At samarbejde med en af de tre fremadstormende golf-selskaber, Emirates, Etihad og Qatar Airways har længe været genstand for stor diskussion i de internationale luftfartskredse, da selskaberne blandt andet i stor stil “stjæler“ Asien-trafik fra de europæiske netværksselskaber.
Lufthansa har da også flere gange afvist at de tre selskaber kunne blive medlem af Star Alliance, som Lufthansa og SAS blandt andre er medlem af. Men hos IAG og British Airways har man ikke samme berøringsangst.
“Golf-selskaberne er blevet værdsat af forbrugerne. I oneworld kan vi ikke forstå, at de kunder, der flyver med golf-selskaberne, skal afskæres fra fordelene ved at flyve med et alliance-selskab,“ understregede IAG-topchef, Willie Walsh.
Tydelig stolt
Qatar Airways’ Akbar Al Baker har tidligere været skeptisk over for at deltage i en af de tre globale luftfartsalliancer. Men det har ændret sig, og det var da også en tydeligt stolt direktør, der tirsdag kunne træde ind i det pæne selskab. Ærkerivalen Emirates afviser fortsat at deltage i en alliance, men Al Baker kunne ikke afholde sig fra at joke med, at Emirates måske en dag blev medlem af oneworld.
Fra midnat mellem tirsdag og onsdag er Qatar Airways medlem af oneworld-alliancen, der dermed tæller 13 selskaber. Men det tal kommer ikke til at holde længe. Allerede i andet kvartal 2014 vil SriLankan blive medlem. American Airlines er et af de toneangivende medlemmer af oneworld. Og hvis selskabet får lov at fusionere med US Airways, så vil US Airways forlade Star Alliance og tilslutte sig oneworld-familien. Det vil bringe oneworld op på at flyve til næsten 1.000 destinationer i 151 lande verden over.

Se flere billeder fra ceremonien på CHECK-IN.dk’s Facebook-side.