- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Medie: WOW air skylder millioner i lufthavnsafgifter

WOW air har igennem længere tid været på jagt efter ny driftskapital, der skal benyttes som mellemfinansiering, indtil det islandske flyselskab kan blive børsnoteret inden udgangen af 2019.

Der er hårdt brug for ny kapital, for i løbet af de seneste 12 måneder har WOW air tabt omkring 300 millioner kroner. Men der er tilsyneladende så store udfordringer med likviditeten, at det har været nødvendigt at få henstand med betalinger til den islandske lufthavnsoperatør Isavia, der blandt andret driver den internationale lufthavn i Keflavik.

Ifølge det islandske medie Morgenbladet skylder WOW omkring to milliarder islandske kroner i lufthavnsafgifter, og det svarer rundt regnet til 115 millioner danske kroner. Af dette beløb skulle omkring halvdelen allerede være overforfaldent.

Tilsyneladende har WOW air slet ikke betalt islandske lufthavnsafgifter i år, og i Isavias halvårsregnskab per 30. juni er lufthavnsoperatørens tilgodehavender steget med 1,22 milliarder islandske kroner – eller omkring 70 millioner danske kroner.

Isavia har ikke ønsket over for det islandske medie at kommentere på den konkrete sag. “Isavia arbejder med virksomhederne på at finde en løsning i sager om misligholdelse af gæld,” lyder det fra Isavia til Morgunbladet.

Obligationer for 375 millioner kroner
Inden længe ser det dog ud til, at der kommer penge i WOW air´s slunke kasse. Selskabet har nemlig været i gang med at sælge obligationer. Tilbage i august engagerede man Pareto Securities til at gennemføre en obligationsemission, der hos europæiske investorer skulle sikre et provenu på mellem seks og 12 milliarder islandske kroner, hvilket svarer til mellem 360 og 720 millioner danske kroner.

I fredags kunne WOW air offentliggøre, at man tirsdag i indeværende uge vil gennemføre obligationssalget til en samlet værdi af 50 millioner euro (375 millioner danske kroner).

Ifølge Morgenbladet er der ikke informationer om, hvorvidt provenuet skal benyttes til at indfrie Isavia-gælden, eller om der er andre kreditorer, der står længere fremme i køen med deres tilgodehavender.

 

Relaterede artikler:

Nordisk lavprisflyselskab jagter penge

WOW air tabte 140 millioner kroner i 2017

WOW air haler ind på Icelandair