- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Medier: Etihad “ryster posen” i Europa

Etihad vil rydde gevaldigt op i sin portefølje af ejerandele i europæiske flyselskaber. Desuden kan topchefen være på vej ud, rapporterer flere medier.

De senere år har det Adu Dhabi-baserede flyselskab Etihad haft fuld fart på fremad. Nye fly, nye ruter og opkøb af ejerandele i flyselskaber i Europa og Asien.

Nu tyder meget imidlertid på, at selskabet kommer til at slå bremserne i og foretage et strategisk kursskifte i de kommende måneder.

Ifølge det tyske erhvervsmedie Handelsblatt, så vil Etihad i de kommende måneder rydde gevaldigt op i sin portefølje af ejerandele i europæiske flyselskaber, ligesom selskabets direktør gennem de seneste 10 års massive ekspansionsproces, James Hogan, meget vel kan være på vej ud.

På ret kurs
Etihad ejer i Europa andele i airberlin, Alitalia og Air Serbia. Sidstnævnte giver overskud. Men det gør de to første selskaber langt fra. Etihad har arbejdet intenst i kulissen for at få især airberlin på ret kurs.

Fornylig annoncerede airberlin således, at 38 af selskabets fly fremover skal flyve for konkurrenten Lufthansa på en wet lease-kontrakt, mens andre fly skal overflyttes til et nyt flyselskab, der skal specialisere sig i at flyve mellem Tyskland og soldestinationer i Sydeuropa og Nordafrika. Det selskab skal ejes af Etihad og rejsegiganten TUI i fællesskab. Airberlin skal med 75 tilbageværende fly koncentrere sig om langdistanceruter og ruter med mange forretningsrejsende i Nordeuropa.

De markante ændringer er dog sandsynligvis ikke nok for at vende skuden. Og derfor forventes Etihad kraftigt at ”ryste posen” med europæiske ejerandele. Etihads manøvredygtighed og indflydelse på de europæiske selskaber, som selskabet er medejer af, hæmmes gevaldigt af at ikke-europæiske flyselskaber som Etihad ikke kan eje mere end 49 procent af et europæisk flyselskab.

Sidste arbejdsdag
Desuden rapporterer Handelsblatt og nyhedsbureauet Reuters begge, at Etihads koncernchef gennem 10 år, australieren James Hogan, meget vel kan være tæt på at have sidste arbejdsdag i flyselskabet. Strategien med massive opkøb til højre og venstre har på lange stræk været drevet af netop James Hogan.

I søndags annoncerede Etihad desuden en reducering af medarbejderstaben med omkring 1.000 ansatte. De fleste gennem naturlig afgang og ledige stillinger, der ikke bliver besat. Dagen efter fulgte konkurrenten Emirates Airways efter og annoncerede også medarbejderreduktioner. Nedskæringer i antallet af medarbejdere er meget sjældent i de tidligere så fremadstormende selskaber fra olieemiraterne langs Den Persiske Golf.

 

 

Relaterede artikler:

Medier: Etihad vil af med airberlin til Lufthansa

Etihad køber 49,8 procent af europæisk flyselskab

Etihad og TUIFly på vej mod fælles flyselskab

Overlevelsesplan: Airberlin reducerer flåden fra 127 til 75 fly

Etihad Airways har reddet Alitalia

Etihad vil stramme grebet om airberlin