De norske lufthavne har set en stigning i antallet af passagerer i juni måned og hele året indtil nu. Det oplyser Avinor, som også ser en trend inden for droneflyvninger.
Lidt mere end fem millioner passagerer rejste gennem Avinors lufthavne i Norge i juni. Det viser trafiktal, som den statslige, norske lufthavnsoperatør for nylig har offentliggjort.
Samlet set repræsenterer tallet en stigning på fem procent sammenlignet med samme måned i fjor. I alt blev der foretaget 2,8 millioner indenrigsrejser fra de norske lufthavne, hvilket er en stigning på seks procent.
Samtidig rejste 2,2 millioner passagerer udenlands i juni, hvilket er tre procent flere end i juni sidste år.
Største procentvise stigning i Nordnorge
Zoomes der ind på de enkelte lufthavne i Norge, præsterer Oslo Gardermoen Lufthavn en stigning på tre procent fra 2.550.000 passagerer i juni 2024 til 2.628.000 passagerer i juni 2025.
I Bergen lyder stigningen på fem procent, og her rejste 655.000 passagerer i juni igennem lufthavnen. Trondheim så i juni en stigning på tre procent sammenlignet med sidste år, mens Stavanger oplevede en stigning på en enkelt procent. I juni var der i år 393.000 passagerer i Trondheim, mens der var 385.000 passagerer i Stavanger.
Den største procentuelle stigning ses i nordnorske Tromsø. Den lyder på 11 procent. I juni i år var der således 216.000 passagerer sammenlignet med 194.000 passagerer året forinden.
Ser vi på året indtil nu, har 25,3 millioner passagerer rejst igennem Avinors lufthavne til og med juni. Det er en stigning på fire procent sammenlignet med samme periode sidste år, hvor der var 24,3 millioner passagerer.
Flere dronepiloter deler information
Mens den største procentvise stigning altså lyder på 11 procent, ses der også en vækst i antallet af registrerede droneflyvninger på hele 30 procent.
Således var der i juni indmeldt 3.370 droneflyvninger i Ninox Drone, som er Avinors system til håndtering af droner.
”Indtil videre har vi i år set en stigning på næsten 30 procent i antallet af indmeldte droneplaner sammenlignet med samme periode sidste år. Det tegner et billede af en positiv trend hos droneoperatører, hvor de ser brugen af Ninox Drone som et værktøj for tryg og sikker droneflyvning,” siger Mats Gjertsen, leder for Avinors droneprogram.
Han tilføjer:
”Sommeren er højsæson for droneflyvning i Norge med både fint vejr og megen turisme. Vi opfordrer alle, som flyver med drone, til at benytte Ninox Drone og sætte sig godt ind i reglerne og forbudszoner rundt om lufthavnene.”
Relaterede artikler:
Markant resultatfremgang hos Avinor