- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Mere end 200 ekstra piloter og stewardesser

Sommerhøjsæsonen betyder, at de danske flyselskaber ansætter over 200 ekstra besætningsmedlemmer på baser i de skandinaviske lande.

Når vi andre tager på sommerferie skaber det ekstra beskæftigelse i den danske luftfartsbranche. Især i de danske charterflyselskaber stiger antallet af ansatte markant i højsæsonen, når flyene pisker frem og tilbage mellem især lufthavnene i Skandinavien og feriedestinationerne i Sydeuropa og Nordafrika.

Et af de selskaber hvor der er ekstra travlt, er hos charterflyselskabet Primera Air, der sammen med blandt andet Bravo Tours er en del af den islandske Primera-rejsekoncern. Her har man hyret 30 ekstra piloter og 60 kabineansatte ind for at kunne transportere så mange solhungrende danskere, nordmænd, svenskere, finner og islændinge sydpå ombord på selskabets otte Boeing 737-800 fly.

100 ekstra
Hos Thomas Cook Airlines Scandinavia, der er in-house flyselskab for Thomas Cook-rejsekoncernen, har man også travlt med blandt andet at flyve Spies’ chartergæster sydpå. Her har man ansat omkring 100 ekstra stewardesser til at give en hånd med ombord på selskabets Airbus A320, A321 og A330-fly. Da Thomas Cook ligesom de andre selskaber flyver gæster fra hele Norden, så fordeler vikarerne sig med 70 i Norge, 20 i Danmark og 10 i Sverige.

Jet Time er en af de andre store aktører på markedet for seriecharter. Og selskabets omkring 12 Boeing 737 passagerfly ligger da også lige nu i pendulfart mellem Norden og Sydeuropa. Men ved siden af charteroperationen så flyver Jet Time også med Boeing 737-fragtfly og opererer seks ATR-turbopropfly på ruter for SAS. Begge dele aktiviteter, som løber året rundt og ikke peaker i sommersæsonen. Sammen med stadig mere seriecharterproduktion i vintermånederne og ad hoc-charteropgaver betyder det, at selskabet ikke på samme måde skalerer op i stor stil i sommerhøjsæsonen.

Hos ruteflyselskaberne er der ikke så mange forretningsrejsende i sommermånederne. Til gengæld får selskaberne også deres andel af ferierejsende. Og selskaberne åbner typisk en række sommerruter i højsæsonen. Derfor har man eksempelvis hos Norwegian også været ude at rekruttere 85 “sommerfugle“, som man kalder sommerforstærkningerne.