- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Monarch får kniven for struben

De britiske myndigheder gav fredag Monarch Airlines 12 dage til at gennemføre en kapitaltilførsel, hvis selskabet vil have lov til at fortsætte.

12 dage. Så mange dage ekstra fik det britiske flyselskab Monarch Airlines i fredags til at få sin økonomi på plads få timer før den oprindelige frist for at få styr på tingene udløb. Dermed blev en konkurs afværget. I hvert fald i godt halvanden uge.

Det er de britiske luftfartsmyndigheder, Civil Aviation Authority (CAA), der tøver med at udstede en ny såkaldt Air Travel Operators’ License (Atol) til det kriseramte flyselskab. Monarch Airlines’ nuværende tilladelse udløb ved midnatstid mellem fredag og lørdag. Uden en ny licens kan Monarch Airlines ikke sælge rejser i Storbritannien. CAA vil dog ikke give Monarch Airlines tilladelsen før selskabet har fået en mere robust økonomi. Monarch Airlines har forsikret myndighederne om, at selskabet får tilført frisk kapital om ganske få dage. Det vil være den fjerde kapitaltilførsel på få år og vil ifølge Monarch Airlines være den største investering i selskabets 48 år lange historie.

CAA valgte i fredags at tro på, at Monarch-aktionærerne er lige på trapperne med friske penge. Så få timer før den oprindelige frist udløb, fik Monarch Airlines altså 12 dage mere til at komme på plads. Det vil sige frem til midnat mellem onsdag og torsdag i næste uge.

Fly i sving
Rygterne om en snarlig konkurs for Monarch Airlines startede for halvanden uge siden. Selskabet beroligede omverdenen med, at en kapitaltilførsel fra selskabets aktionærer var lige oppe over. I spidsen for kapitaltilførslen vil stå selskabets hovedaktionær, Greybull Capital.

CAA valgte alligevel at tage en række forholdsregler, så man var klar til at transportere flere tusind Monarch-passagerer hjem til Storbritannien, hvis selskabet bukkede under og gik konkurs. Således blev otte langdistancefly fra amerikanske og canadiske flyselskaber dirigeret til De Kanariske Øer, hvor de i mere end en uge har stået standby.

Nu kommer der således til gå yderligere godt en uge før der eventuelt bliver behov for flyene. For hvis ikke Monarch Airlines får den nødvendige kapitaltilførsel, så skal flyene i sving.

Strande i udlandet
Alle rejsearrangører i Storbritannien er forpligtiget til at have en Air Travel Operators’ License, som beskytter forbrugerne mod at strande i udlandet, hvis selskabet går konkurs.

Hvis et selskab ikke får fornyet sin licens, så skal det med det samme stoppe med at sælge rejser og modtage penge for rejser.

Greybull pumpede 125 mio. pund ind i Monarch Airlines i 2014. Det var den tredje kapitaltilførsel på tre år. Samtidig ændrede selskabet strategi og satser nu på at sælge flybilletter til sydeuropæiske destinationer. Tidligere solgte selskabet hele charterrejsepakker og fløj seriecharter for andre selskaber.

 

 

Relaterede artikler:

Monarch-frist udløber i dag

Monarch ramt af konkursrygter

Aalborg Lufthavn jagter Monarch-rute til London

Monarch: Vi ser på flere destinationer i Skandinavien

Monarch Airlines åbner tre ruter i Skandinavien