- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Moskva får fjerde kommercielle lufthavn

Om en måned åbner Moskvas fjerde kommercielle lufthavn, der tidligere har været brugt til at teste rumskibe.

Moskva rykker i næste måned op ad i lufthavnsligaen, når byen får sin fjerde kommercielle passagerlufthavn. Den hedder Moskva Ramenskoye og ligger 40 kilometer sydøst for Moskva.

Den 15. marts indvies lufthavnens nye 17.600 kvadratmeter store passagerterminal, når charterflyselskabet iFly Airlines starter kommercielle flyvninger. Senere på året vil terminalen blive udvidet til 47.600 kvadratmeter og blive suppleret af et 100.000 kvadratmeter stort indkøbscenter.

Planen om at etablere Moskvas fjerde passagerlufthavn blev søsat af Ruslands præsident Vladimir Putin i 2011 for at tage presset af byens tre nuværende lufthavne, Sheremetyevo, Domodedovo og Vnukovo. Putin foreslog, at al charterflyvning og lavprisflyvning blev flyttet til Ramenskoye.

Teste rumskibe
Lufthavnens landingsbane er 5.402 meter lang, hvilket gør den til verdens næstlængste offentlige landingsbane. Det skyldes, at lufthavnen i Sovjettiden blev brugt til at teste Buran-rumskibe.

I dag bliver Ramenskoye-lufthavnen brugt som testfacilitet for de russiske flyproducenter Ilyushin og Tupolev, ligesom lufthavnen huser Ruslands katastrofeministerium, som råder over en større flåde af VIP-fly, store transportfly og helikoptere.