- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Naviair er blevet selvstændigt

Transportministeren har omdannet Naviair til en selvstændig virksomhed. Selskabet er stiftet med en egenkapital på 688 mio. kroner og den tidligere konservative industriminister Anne Birgitte Lundholt som bestyrelsesformand.

I maj måned vedtog Folketinget ved lov, at den statslige flyveleder- og sikringstjeneste Naviair (Navigation Via Air) skulle etableres som selvstændig offentlig virksomhed.

Det blev en realitet onsdag, hvor viksomheden officielt blev omdannet til et offentligt selskab. Den selvstændige offentlige virksomhed blev stiftet med en åbningsbalance på 2.176 milioner kroner og en egenkapital på 688 millioner kroner.

“Det er min overbevisning, at Naviair med omdannelsen gives gode muligheder for at ruste sig i en presset luftfartsbranche, samtidig med at ledelsen og medarbejderne vil fortsætte bestræbelserne på at holde omkostningerne nede til gavn for brugerne,“ udtaler transportminister Hans Christian Schmidt.

Naviair blev den 1. januar 2001 udskilt fra Statens Luftfartsvæsen (SLV) og etableret som selvstændig statsvirksomhed . Årsomsætningen ligger omkring 900 millioner kroner og skal fuldt ud dække samtlige udgifter inklusive afskrivning og forrentning af anlægsaktiverne.

Ydelserne i forbindelse med lufttrafiktjenesten betales bl.a. af luftfartsselskaber og lufthavne, hvilket de senere år har gjort Naviair sårbar.Der er således en direkte sammenhæng mellem indtjeningsmulighederne og antallet afflyoperationer i dansk luftrum. Krisen i luftfarten har således påvirket Naviair´s indtægter betydeligt i både 2008 og 2009.

Naviair beskæftiger i dag omkring 660 medarbejdere. De største medarbejdergrupper er operative medarbejdere (flyveledere, flyvelederassistenter mv.)samt ingeniører og andet teknisk personale, der planlægger, implementerer og varetager driften af de tekniske systemer og flyvesikringsanlæg.

Som bestyrelse for det nye offentlige selskab har transportminsteren udpeget følgende: Anne Birgitte Lundholt (formand), Michael Fleischer (næstformand), Charlotte Antonsen, Helge Mortensen, Birthe Høegh Rask og Kurt Thyregod.

“Som det var forudsat i loven, har jeg indsat en kompetent bestyrelse til at varetage den overordnede ledelse af virksomheden,“ kommenterer transportminister Hans Christan Schmidt, den nye bestyrelsessammensætning.

Foto: Flyvelederne hos Naviair er nu blevet del af en selvstændig offentlig virksomhed.