- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Nedrustning på skandinavisk Afrika-rute

Ethiopian Airlines vil fra oktober ikke længere flyve hver dag mellem Stockholm og Addis Ababa med et stop undervejs.

Star Alliance-medlemmet Ethiopian Airlines har besluttet at skære ned på sin rute mellem Stockholm og Addis Ababa, som i dag beflyves med mellemlanding i enten Wien eller Rom. Fire gange om ugen flyves via Wien og tre gange om ugen flyves via Rom, så der samlet set er daglig forbindelse mellem den svenske og den etiopiske hovedstad med Boeing 787-8 fly.

Fra vinterfartplanens ikrafttræden i slutningen af oktober fjerner Ethiopian Airlines imidlertid de tre Rom-flyvninger på tirsdage, torsdage og lørdage. De fire Wien-flyvninger mandag, onsdag, fredag og søndag fortsætter.

Desuden indsættes en femte ugentlig flyvning på tirsdage i en begrænset periode fra 13. december til 24. januar.

Til Oslo i 2017
Ethiopian Airlines fløj regelmæssigt til Københavns Lufthavn indtil 2003, hvor ruten rykkede til Stockholm Arlanda. Selskabet har gennem flere år vaklet mellem Oslo Gardermoen og Københavns Lufthavn som sin skandinaviske destination nummer to. Enten som en trekantrute sammen med Stockholm Arlanda eller som selvstændig rute eventuelt med mellemlanding i Wien.

I juli sagde Ethiopian Airlines’ direktør, Tewolde GebreMariam, i et interview med Routes Online, at selskabet har planer om at åbne en rute fra Etiopiens hovedstad Addis Ababa til Oslo i løbet af 2017.

Så hvis man skal tro selskabets direktør, så ender Oslo Gardermoen med at trække sig sejrrigt ud ad af kappestriden med Københavns Lufthavn. Som Star Alliance-medlem kunne det umiddelbart give god mening for Ethiopian Airlines at flyve til Københavns Lufthavn, der er Star Alliance-kollegaen SAS’ primære trafikknudepunkt. Men omvendt så bor der langt flere etiopiere og efterkommere i Norge end i Danmark.

Ethiopian Airlines har dog adskillige gange de senere år annonceret sin ankomst til Oslo eller København uden at det endnu er blevet til noget.

Eneste med overskud
På listen med planlagte ruteåbninger i 2017 står ifølge GebreMariam også ruter til Jakarta, Hanoi, Singapore og Chengdu i Asien, Genève i Europa samt Chicago og Houston i USA.

Ethiopian Airlines er det eneste større overskudsgivende flyselskab på det afrikanske kontinent. Flyselskabet var første afrikanske operatør af Boeing 787 Dreamliner-flyet, ligesom selskabet fornylig modtog det første Airbus A350-fly på afrikansk jord.

Selskabet har i alt 34 langdistancefly og yderligere 13 Airbus A350’ere og otte Boeing 787’ere på vej. Dermed får Ethiopian Airlines ekstra kapacitet, som giver mulighed for at åbne nye ruter.

 

 

Relaterede artikler:

Afrikanere: Vi kommer til Oslo i 2017

CPH og Arlanda i kamp om nye langdistanceruter

Afrikanere ser på Dreamliner-rute til CPH

Star Alliance-medlem fravælger Danmark