- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Ni nye langdistanceruter fra München

Lufthansa-datterselskabet Eurowings etablerer langdistancebase i München Lufthavn og næste år tilbydes ni helt nye langdistanceruter fra den sydtyske lufthavn.

Det hurtigst voksende flyselskab i Europa hedder i øjeblikket Eurowings. Det viser selskabets passagervækst samt de ruteplaner, der løbende bliver annonceret.

Nu har Lufthansa-koncernens lavprisenhed løftet sløret for nyhederne i trafikprogrammet for den kommende sommer, og her bliver München Lufthavn base for tre Airbus A330-fly, der skal bruges til at indlede en ny lavprisoffensiv til oversøiske destinationer.

I første omgang lancerer Eurowings ni langdistanceruter fra München, og der er blandt tale om caribiske destinationer som Puerto Plata og Punta Cana i Den Dominikanske Republik, Montego Bay på Jamaicia samt Vardero på Cuba. I USA kommer Las Vegas og Fort Myers på rutekortet, der suppleres af Bangkok, Mauritius og Windhoek.

“De nye langdistanceflyvninger fra München med et stærkt turistmæssigt islæt er en central nyhed i det nye trafikprogram. Som en en konsekvens heraf bliver lufthavnen i den bayerske hovedstad nu mere attraktiv for ferie- og fritidsrejsende,” skriver Eurowings i en pressemeddelelse.

To langdistancebaser
Med de nye ruter kommer Eurowings til at ekspandere fra både Køln og München, og det medvirker samtidig til en skærpet konkurrencesituation i det tyske marked.

Condor, der er en del af Thomas Cook Airlines, flyver i dag fra Frankfurt til syv af de ni destinationer, som Eurowings vil satse på fra München. Samtidig er det også nogle af de destinationer som airberlin har betjent fra Berlin eller Düsseldorf og som nu er blevet lukket, da det kriseramte tyske flyselskab er i gang med at tilbagelevere 10 A330-fly til leasingselskabet.

Langdistanceruterne i Eurowings-konceptet opereres af SunExpress, der er et tyrkisk-tysk joint venture med Turkish Airlines og Lufthansa som ejere. Der er i dag seks A330´ere i langdistanceflåden, og de kommende tre fly på den nye München-base kommer fra Turkish Airlines, der tidligere på året måtte tage fly ud af produktion som følge af en nedgang i efterspørgslen.

 

Relaterede artikler:

Eurowings vil have flere langdistancefly

Eurowings til Sydafrika før Norwegian

Eurowings fortsætter storoffensiv

Eurowings åbner 32 nye ruter fra München Lufthavn

Skidt debut for Eurowings A330-fly