- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nordisk flyselskab får ny kvindelig topchef

BlueBird Nordic har udnævnt Audrone Keinyte som ny koncernchef. Hun har stor erfaring fra turismebranchen, hvor Keinyte seneste har stået i spidsen for et stort rejsebureau.

Kvinderne fortsætter med at indtage topposterne i luftfartsbranchen. Som CHECK-IN.dk skrev for nyligt, har det tyrkiske flyselskab Pegasus Airlines netop udnævnt Güliz Öztürk som ny koncernchef, KLM har hentet Marjan Rintel ind på topposten og hos Austrian Airlines tiltrådte Annette Mann den 1. marts som topchef.

Tendensen er også slået igennem hos det islandske flyselskab BlueBird Nordic, der oplyser, at selskabet ligeledes skal have ny koncernchef. Det drejer sig om Audrone Keinyte, der overtager posten efter Siggi Agustsson, som har varetaget den siden 2020.

Samtidig med at Audrone Keinyte indtager chefstillingen hos BlueBird Nordic, der primært beskæftiger sig med wetlease og luftfragt, bliver hun også koncernchef for BBN Cargo Airlines Holdings, som er det holdingselskab, hvor ejerskabet af BlueBird Nordic er placeret.

Dygtig til at navigere i krisetider
Flyselskabet fortæller, at grunden til, at der nu skiftes ud i toppen af selskabet, er, at Siggi Agustsson er blevet udnævnt til seniorrådgiver for bestyrelsesformand Gediminas Ziemelis i Avia Solutions Group, som er den koncern, der ejer både BBN Airlines Cargo Holdings og BlueBird Nordic.

Audrone Keinyte har en baggrund i turismeindustrien. Hun er hentet fra en stilling som topchef for Novaturas, hvor hun har siddet for bordenden de seneste tre år. Virksomheden er den største rejsearrangør i Baltikum.

BlueBird Nordic betoner, at Audrone Keinytes under COVID-19-pandemien har bevist, at hun er dygtig til krisehåndtering, kan finde ud af at tilpasse forretningsmodellen efter de gældende forhold samt har talent for samspillet med de ansatte.

Et naturligt skridt
I tillæg til hendes tre år hos Novaturas har Audrone Keinytes i 20 år beskæftiget sig med turisme, hvilket har givet hende en stor forståelse for de internationale markedsforhold, lederevne og en stærk kommerciel baggrund, lyder det.

Audrone Keinytes fortæller, at hun sigter efter at udvikle både flyselskabet og forretningen yderligere.

”Jeg tvivler slet ikke på, at jeg sammen med det erfarne team hos Bluebird Nordic og med støtte fra Avia Solutions Group vil finde frem til virksomhedens sande potentiale, så vi kan indtage en førerposition inden for fragtflyvninger. Mit mål er at føre flyselskabet gennem de næste stadier af dets udvikling samt styrke dets ry som en betroet del af branchen.”

Den nyudnævnte koncernchef udtaler desuden, at det særligt var dynamikkerne, kompleksiteten og luftfartsbranchens internationale kultur, som tiltalte hende ved stillingen i flyselskabet.

”Efter at have opnået hvad jeg kunne i turismebranchen med hensyn til både karriere og faglig viden, virkede luftfarten til at være det næste naturlige skridt, da branchen på en eller anden måde både minder om og relaterer sig til turisme. Jeg føler, at det er en fantastisk branche at være en del af, og jeg er begejstret for at komme ind i den ved at blive en del af et så fantastisk og erfarent team.”

 

Relaterede artikler:

Stadig flere kvinder på topposter i luftfarten

Tidligere Emirates Boeing 777 til nordisk flyselskab

Nyt år, nyt flyselskab med fast fragtrute i Billund Lufthavn