- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nordisk luftfart hentede 1,4 milliarder kroner på en uge

Årets første uge førte til en samlet stigning på 8,7 procent i værdien af de seks nordiske luftfartsaktier. Aktionærer med luftfartsaktier fik dermed øget formuen med 1,4 milliarder kroner. SAS trak læsset med en stigning på næsten 21 procent, mens Cimber Sterling og Norwegian i stedet måtte se værdien af selskabernes aktier blive reduceret.

Den noget “hypede“ stemning omkring SAS-aktien fortsatte ind i årets første handelsuge på de skandinaviske børser.

En spekulativ artikel fra nyhedsbureauet Bloomberg News samt en ligeså spekulativ opfølgningshistorie i Dagbladet Børsen har fået SAS-aktien til at stige ganske voldsomt.

Uge 1 betød derfor en stigning i det fællesskandinaviske luftfartsselskabs markedsværdi på næsten 21 procent tilomkring 7,4 milliarder kroner. Dermed blev børsværdien af den nordiske luftfart øget med 1,4 milliarder kroner, hvoraf alene 1,25 milliarder kroner kan henføres til de store kursstigninger i SAS-aktien.

Selskab Kurs
uge 52
Kurs
uge 1
Markedsværdi i DKK Ændring i DKK Ændring i pct.
SAS 18,50 22,30 7.336.700.000 1.250.200.000 + 20,54 %
Finnair 5,04 5,30 5.061.233.799 248.286.941 + 5,16 %
Norwegian 117,50 113,50 3.737.138.184 -131.705.310 – 3,40 %
Icelandair 3,15 3,17 605.656.687 3.821.178 + 0,63 %
Cimber Sterling 3,50 3,43 156.065.000 -3.185.000 – 2,00 %
Atlantic Airways 3,15 3,17 124.200.000
2.070.000
+ 1,69 %

Kilde Nasdaq Nordic OMX / Oslo Børs

Generelt set havde netværksselskaberne fremgang, idet også Finnair gik pænt frem med en stigning på lidt mere end 5 procent. Icelandair måtte nøjes med en mere beskeden stigning på 0,63 procent,hvilket blot øgede markedsværdien med knapt 4 millioner danske kroner.

Lavprisflyselskabet Norwegian og danske Cimber Sterling fik derimod en mindre tilbagegang. Norwegian mistede 131,7 millioner danske kroner i markedsværdi efter en tilbagegang på 3,40 procent. Overraskende flotte december-trafiktal var ikke nok til at holde kursen i det norske selskabs aktier.

Cimber Sterling tabte to procent af selskabets markedsværdi, der herefter er på 156 millioner kroner efter en uge, hvor selskabet måtte meddele afskeden med CFO Henriette Schütze, der havde siddet med ansvaret for en relativt tom pengekasse i blot 14 måneder.

Foto: SAS og Finnair fik værdien af de nordiske luftfartsaktier til at stige med næsten 1,4 milliarder kroner i årets første uge.