- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norsaq er tilbage hos Air Greenland

Air Greenland har fået sin Airbus A330 – også kendt som Norsaq – tilbage fra et stort vedligeholdelseseftersyn i Frankrig og kan dermed igen indgå i driften.

”Det er med stor glæde, at vi kan byde vores elskede røde flyver tilbage igen!”

Sådan indleder Air Greenland et opslag på Facebook omkring selskabets eneste Airbus A330-200, der de seneste måneder har været i Frankrig. I opslaget er også en video, hvor man ser det røde fly lette fra Kangerlussuaq, mens en hundeslæde stryger hen over sneen i forgrunden.

Airbus-flyet med registrering OY-GRN har siden den 16. februar stået på fransk grund, hvor det har været til et stort vedligeholdelseseftersyn – det såkaldte C-check. Et sådan eftersyn skal typisk foretages efter 20 til 24 måneders drift eller efter et bestemt antal timer i luften.

Et C-check indebærer, at hovedparten af flyets komponenter skal undersøges, og dette arbejde på cirka 6.000 mandetimer bliver udført i en hangar hos Sabena Technics i Bordeaux i det vestlige Frankrig. Norsaq var sidst til et C-check i begyndelsen af 2018.

Passagerer tilbage i Norsaq
Norsaq gennemførte den sidste passagerflyvning fra Kangerlussuaq til København den 14. februar, inden det to dage senere fløj til Bordeaux til eftersynet. Her endte det imidlertid med at opholde sig i tre måneder, inden det kunne vende hjem til Grønland. Dette skyldtes, at de franske medarbejdere var sendt hjem som følge af corona-situationen.

Den 18. maj kunne Airbus A330-flyet endelig gå i luften på en to timer lang flyvning til København. To dage senere fortsatte flyet de sidste fire og en halv timer hjem til basen i Kangerlussuaq.

Der går dog lidt, før Norsaq kan genoptage hel normal drift. Air Greenland oplyser på sin hjemmeside, at der vil blive åbnet op for passagerflyvninger fra Danmark til Grønland igen fra den 1. juni. I begyndelsen vil der være tre ugentlige afgange – tirsdag, torsdag og fredag – og der vil være begrænsede pladser i flyet på grund af den gradvise genåbning efter corona-nedlukningen.

Til gengæld er det allerede nu muligt at flyve fra Grønland til Danmark, da udrejseforbuddet fra Grønland er ophævet. Norsaq vil dermed i resten af maj kunne have passagerer med fra Grønland, men ikke retur fra København.

Underholdningssystem ikke længere brugbart
Selv om 23-årige Norsaq således er blevet gennemtestet hos Sabena Technics i Frankrig i de seneste måneder, er der alligevel noget, som ikke længere fungerer efter returneringen til Grønland.

”Det er desværre med et lille men i denne omgang. Vores leverandør på inflight entertainment-systemet er desværre gået konkurs på grund af COVID-19-situationen, så der vil ikke være medieunderholdning om bord,” skriver Air Greenland i Facebook-opslaget.

Air Greenland beklager ulejligheden og anbefaler, at passagerer får downloadet film til mobiler eller tablets, hvis man abonnerer på eksempelvis Netflix, Viaplay eller HBO.

Vikarfly fra portugisisk leasingselskab
Mens Norsaq har været til eftersyn i Frankrig, har en Airbus A330-200 fra det portugisiske ACMI- og charterflyselskab Hifly vikarieret hos Air Greenland. Flyet med registrering CS-TQP har således opereret på ruten mellem Kangerlussuaq og København siden den 17. februar.

Hifly-flyet er 22 år gammelt og blev oprindeligt leveret til Canada 3000 Airlines, og det har gennem årene fløjet for blandt andre italienske Volare Airlines, spanske Air Madrid, Saudi Arabian Airlines og XL Airways France. Flyet har 298 sæder, hvilket er 20 flere end på Air Greenlands egen Airbus A330-200.

Air Greenland benytter således ikke længere vikarflyet, der allerede er strøget videre på andre eventyr. Det har blandt andet været en tur i Mexico City, Montreal, Guangzhou og Seoul i den seneste tid.

Får leveret ny A330neo
Air Greenland har fået Norsaq tilbage, men inden for få år vil flyselskabet få leveret en helt ny Airbus A330-800neo for at kunne bevare konkurrencekraften. Det topmoderne fly har en listepris på 1,75 milliarder kroner, men det grønlandske flyselskab kommer ikke til at betale den fulde pris.

Den nye Airbus A330 vil i kombination med de nye internationale lufthavne i Grønland give mulighed for, at Air Greenland kan åbne flere direkte ruter til Grønland.

De nye internationale lufthavne i Nuuk og Ilulissat vil efter planen åbne i efteråret 2023. Lufthavnen i begge byer vil få en landingsbane på 2.200 meter, og de vil blive bygget med ILS (Instrument Landing System), der er præcisionslandingsudstyr. Det vil betyde, at flyene kan lande ved nedsat sigtbarhed.

Den danske entreprenør Munck Gruppen udfører byggearbejdet, der allerede i juli sidste år blev påbegyndt.

 

Relaterede artikler:

Erstatningsfly på Air Greenland-rute i fem uger

“Jeg har aldrig fløjet så langt før”

Air Greenland vil nedlægge op til 100 stillinger