- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norse-fly med samme konfiguration som Norwegian

Norse Atlantic Airways vil gøre som Norwegian og tilbyde Premium Ecocomy og Economy i selskabets Boeing 787 Dreamlinere, der indledningsvis skal flyve fra Oslo til tre amerikanske destinationer.

Når det norske start-up Norse Atlantic Airways går på vingerne, vil kunderne kunne vælge imellem to forskellige kabineklasser: Premium Economy og Economy.

Det fortæller administrerende direktør Tore Bjørn Larsen i forbindelse med et event arrangeret af luftfartsmediet Simple Flying. Direktøren, der samtidig også er stifter af Norse, vil dermed benytte samme model som Norwegian ved at se bort fra den klassiske Business Class med lie flat-sæder.

Norse står til at modtage i alt 15 Boeing 787 Dreamlinere, hvor flere tidligere har fløjet for Norwegian. Der er tale om tre Boeing 787-8 og 12 af den lidt større 787-9. Flyselskabet vil udelukkende operere langdistanceflyvninger til Nordamerika.

Indretningen af Norse-flyene vil derfor givetvis komme til at ligne den, der var, da Dreamlinerne var i Norwegians besiddelse.

Vil udnytte kabinen bedst muligt
Ved ikke at have en decideret Business Class vil Norse dermed udnytte flyet langt bedre, lyder det fra direktøren.

”Selve Dreamlineren er et bevidst valg. Det er det mest brændstoføkonomiske og derfor det mest miljøvenlige fly på himlen. Den sædekonfiguration, vi har – især ved ikke at have førsteklasses og traditionelle flat beds, men at have en almindelig økonomi- og premiumklasse – gør det muligt for os at have flere sæder på det samme fly. Jeg tror, ​​vi har det laveste miljømæssige fodaftryk per passager på himlen over Atlanten,” siger han.

I Boeing 787-8 vil Norse kunne tilbyde Premium Economy med 32 såkaldte recliner seats (en hvilestol, red.), mens der vil være 259 sæder i Economy Class. I 787-9 bliver der 56 sæder i Premium Economy og 282 sæder i Economy Class.

Tore Bjørn Larsen har herudover antydet, at passagerer på Premium Economy ikke skal betale for måltider og drikkevarer. Og at der vil være værdi for pengene på begge kabineklasser.

Opstart i det sene forår 2022
Norse forventer at gå på vingerne i slutningen af foråret 2022, men meget afhænger af coronapandemien, lyder det.

I første omgang vil selskabet flyve fra Oslo Lufthavn til tre amerikanske lufthavne, hvor omkostningerne til slottider (start- og landingstilladelser, red.) ganske givet er lavere. Der er tale om Fort Lauderdale i Florida, Stewart International Airport nær New York og Ontario International Airport i det sydlige Californien.

Senere har Norse planer om også at indlede flyvninger fra både Paris og London til de samme amerikanske destinationer. Det norske selskab har ansøgt om slottider i London Gatwick, men har indtil videre kun fået tildelt plads i London Stansted.

Norse-brandet er baseret på inspiration fra de historiske langskibe fra Norden, og Dreamliner-flyene vil blive opkaldt efter nationalparker. Det første fly til Norse fik navnet ’Raet’ efter den marine nationalpark lige uden for Norse-hovedkvarteret i norske Arendal. Efterhånden er flere af flyene til Norse blevet gjort klar med ny bemaling og navne.

 

Relaterede artikler:

Norse kan blive tvunget til at vælge Stansted

Norse-ruter fra Oslo er afsløret

SAS og Norse indgår aftaler med Airbus og Boeing