- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Norsk medie: Kaotiske forhold i SAS Irland

SAS irske datterselskab har ifølge norsk medie store bemandingsproblemer. Det resulterer i aflysninger og ekstraarbejde for piloter og kabinemedarbejdere i Norge. Piloter advarer om, at SAS Irland er på randen af sammenbrud.

Ansatte i SAS’ nye irske datterselskab Scandinavian Airlines Ireland Limited (SAIL) er stærkt utilfredse med deres arbejdsvilkår. Det har ført til en bemandingskrise i SAS, som yderligere forværres af, at underleverandøren CityJet, der flyver regionale ruter for SAS, denne sommer på forhånd har måttet aflyse hundredvis af afgange – ligeledes på grund af problemer med at bemande flyene.

Resultatet er aflysninger, forsinkelser og medarbejdere, der i vidt omfang bliver bedt om at arbejde på fridage og i ferier mod ekstra betaling. Det skriver det norske medie ABC Nyheter i en omfattende artikel på baggrund af interviews med en række SAS-medarbejdere og fagforeningsrepræsentanter.

“Vi er alt for få mennesker nu. Der tikker meddelelser ind til cabincrew i Norge om at købe vagter på fridage. Vi skal overtage for SAIL og CityJet,” siger purser hos SAS, Pål Røine, som er chef for Norsk Kabinforening, til ABC Nyheter.

“Jeg kan bekræfte, at omfanget er stort,” siger Anneli Nyberg, som også arbejder i SAS, og er leder af den største nordiske kabineforening, Parat.

“Vores organisation er nu stresset til det yderste. Vi piloter arbejder på fridage for at komme i mål. Folk arbejder i deres ferie – slet og ret. Dette er en planlægningsfejl,” siger Christian Laulund, leder af SAS-flyveres Forening (NSF), til det norske medie.

Bekymringsbrev til SAS-ledelsen
I forsommeren sendte 26 piloter i SAIL et bekymringsbrev til SAS-ledelsen i Stockholm, hvor de advarede om, at det bemandingsbureau, som de er ansat gennem, det Dublin-baserede CAE Parc, tvinger dem til at gå på kompromis med sikkerheden.

De kalder CAE-ledelsen uprofessionelt og fortæller, at de må arbejde på deres fridage. De mener deres kontrakter overhovedet ikke er konkurrencedygtige på et marked, hvor efterspørgslen efter piloter er skyhøje, fremgår det af brevet, som ABC Nyheter er i besiddelse af.

De skriver også, at hele træningsafdelingen i SAS Irland er på randen af ​​sammenbrud, da chefen for pilotuddannelsen – en meget erfaren kaptajn – er blevet tvunget til at stoppe, da CAE Parc-ledelsen mente, at hans standard for sikkerhed var for høj.

Piloterne advarer om, at mange fra cockpitbesætningen, som i maj bestod af omkring 50 piloter, er på vej væk og enten allerede er i andre flyselskabers bemandingspools eller aktivt søger job andre steder.

SAS: Sikkerhed har ”absolut førsteprioritet”
SAS-ledelsen bekræfter over for ABC News, at de har modtaget brevet.

“Det er rigtigt, at vi modtog brevet fra en gruppe piloter, der havde synspunkter tidligere i sommer. Vi har en meget god dialog med dem. Der er folk, der forstår, at der er udfordringer med at starte en ny virksomhed, og som gerne vil gøre det bedre. Det værdsætter vi,” siger SAS’ kommunikationsdirektør Karin Nyman.

Hun oplyser, at SAS er i dialog med CAE Parc-ledelsen, og at de tager sikkerhed meget alvorligt, da sikkerheden ”har absolut førsteprioritet”. Hun ønsker dog ikke at kommentere detaljerne i piloternes brev i medierne, siger hun til ABC Nyheter.

Malaga-base ikke startet op som planlagt
Christian Laulund fra pilotforeningen NSF mener, at advarselsbrevet fra SAIL-piloter er skræmmende.

“Det ser ud til at være et selskab i opløsning, og et selskab som SAS har investeret mange penge i, hvilket klart ikke fungerer som forventet i første omgang. Det er synd, at de bruger SAS-midler til at investere i noget, der går så dårligt,” siger han til ABC Nyheter.

Ud over manglen på mandskab i SAIL, er det irske selskab heller ikke startet op på den nye base i Malaga som planlagt, skriver ABC Nyheter. SAS oplyser dog til CHECK-IN.dk, at basen er startet op som planlagt med tre Airbus A320neo fly. SAS har fortsat behov for flere piloter på basen og er i øjeblikket i gang med at rekruttere dem.

Ifølge planerne skal SAS inden årets udgang op på at operere i alt ni Airbus A320neo-fly fra de to nye baser i Malaga og London med bemanding fra SAS Irland (SAIL).

SAS har tidligere meldt ud, at SAS Irland inden årets udgang skal operere 65 procent af flyvningerne til og fra London-Heathrow samt 80 procent af flyvningerne til og fra Málaga. Derudover skal det irske selskab også stå for andre flyvninger fra både København, Stockholm og Oslo.

 

Relaterede artikler:

Mange nationaliteter hos SAS Irland

SAS Irland går i luften i dag

Nye SAS-fly skal håndteres af irsk datterselskab