- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norsk SAS-strejke afværget

SAS har indgået en overenskomstaftale med to norske pilotforeninger og afværget en norsk pilotstrejke. En svensk pilotstrejke kan stadig ramme SAS fredag aften.

Torsdag eftermiddag indgik SAS og to norske pilotfagforeninger en ny overenskomstaftale. Dermed er en strejke blandt 435 norske SAS-piloter afværget. Aftalen skulle have været på plads ved midnat natten mellem onsdag og torsdag. Da klokken faldt i slag valgte parterne imidlertid at gå over tiden og fortsætte forhandlingerne hos Riksmekleren.

Omkring 18 timer efter tidsfristens udløb lykkedes det så at lande en ny et-årig overenskomstaftale og samtlige SAS-fly til, fra og inden for Norge flyver som planlagt.

“Det er godt, at vi nu har indgået en ny aftale med de norske pilotforeninger. Vi undgår trafikforstyrrelser i Norge, og vores passagerer kan rejse med os som planlagt,” siger Rickard Gustafson, koncerndirektør i SAS

SAS havde siden midten af april forhandlet med de to norske pilotforeninger NSF og SNF, og parterne havde siden 7. juni forhandlet videre hos en Riksmekleren.

Lukker for alle lokalt afrejsende
Faren for pilotstrejke i SAS er dog ikke drevet over. For parallelt med forhandlingerne i Norge forhandler SAS i Sverige med Svensk Pilotförening om en ny overenskomst. Hvis ikke parterne når at indgå en aftale inden fredag klokken 18, så vil op mod 350 svenske SAS-piloter nedlægge arbejdet.

Det vil i så fald primært berøre kort- og mellemdistanceflyvninger opereret af SAS selv fra Stockholm Arlanda. Flyvninger opereret af underleverandører som Jet Time, Flybe og City Jet vil ikke blive berørt.

I Norge skal de rejsende dog ikke begynde at glæde sig for tidligt. For fredag morgen nedlægger omkring 250 sikkerhedsansatte i Oslo Gardermoen-lufthavnen sandsynligvis arbejdet. Da 170 af de 250 arbejder i lufthavnens sikkerhedskontrol, så har Oslo Gardermoen allerede nu meldt ud, at man lukker for alle lokalt afrejsende passagerer, hvis strejken bliver en realitet.

 

 

Relaterede artikler:

SAS klar til at hjælpe strejkeramte kunder

Risiko for omfattende SAS-strejker