- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norsk statsminister flyver ofte dansk

Når Norges statsminister Jens Stoltenberg skal på rejser, der kræver privatfly, er det et ofte et dansk flyselskab, der får den betroede opgave.

Sønderborg Lufthavn er hjemsted for Ar Alsie, der opererer et større antal eksklusive jetfly af typen Dassault Falcon. Selvom Air Alsie kun ejer et fly selv, opererer selskabet i alt 18 privatfly på vegne af virksomheder som LEGO, Grundfos, Danfoss og Saxo Bank. Air Alsie står for at operere flyene for ejerne og kan således også leje flyene ud til andre kunder.

En af disse er den norske statsminister Jens Stoltenberg. Han har ofte anvendt et Dassault Aviation Falcon 2000-fly fra Air Alsie med registreringen OY-CKI. Ejerskabet til flyet har været norske Rely AS, der er en del af det store konglomrerat Reitangruppen med erhvervslederen Odd Reitan i spidsen. Blandt gruppens besiddelser er REMA 1000, 7 Eleven, HydroTexaco, Easy24 og Narvesen.

Flyet er i slutningen af 2012 flyttet til Norge, hvorfor det nu opererer med registreringen LN-RTG, men under samme ejer.

Men det er ikke kun det norske Reitan-fly, at Jens Stoltenberg har benyttet. Flere af de øvrige Falcon 2000-jetfly har også været benyttet af den norske statsminister. Dermedkan det i princippet være fly fra nogle af Danmarks største erhvervsvirksomheder, der går på vingerne, når Norge skal repræsenteres i udlandet.

Det er Air Alsie dog ikke meget for at kommentere.Når snakken falder på Air Alsies kunder er administrerende direktør Henrik Therkelsens mund lukket med syv segl. “Vi hartavshedspligt i forhold til vore kunder, så det ønsker vi ikke at tale om.“

Det har derfor ikke været muligt at få officielt bekræftet i hvilket omfang den norske regering og statsminister Jens Stoltenberg lejer fly i Sønderborg. Men norske medier har ved flere lejligheder gravet i bilag fra den norske statsministers rejser, hvor Air Alsie ofte optræder som leverandør.

Dansk kvalitet
Årsagen til, at den norske statsminister nogle gange vælger at leje fly i Danmark hænger sammen med det faktum, at Air Alsie har opbygget nogle særlige kompetencer omkring disponering og udlejning af private jetfly. Der er et meget kyndigt og specialiseret pilotkorps tilknyttet, og samtidig er diskretion nøgleordet i den lille danske luftfartsselskab.

Men herudover kan Air Alsie lukrere på, at den norske stat ikke stiller særlige fly til rådighed for hverken stats- eller udenrigsminister. I Norge har statsministeren særlige privilegier i forhold til andre i regeringen, når det gælder privatfly. Et reglement henviser til sikkerhed, total rejsetid og statsministerens totale arbejdsprogram, når der skal besluttes om privatfly skal indgå i rejseløsningen.

Air Alsie er en af Danmarks succesfulde luftfartsvirksomheder med hjemsted i Sønderborg Lufthavn. Selskabet beskæftiger sig med management af fly, vedligeholdelse af fly samt charter- og ambulanceflyvning. Med en kommende etablering af et autoriseret Dassault Falcon service- og vedligeholdelsescenter i Sønderborg vil selskabet selv kunne udføre de store check samt diverse interiøropgaver og muligheden for at servicere andre selskabers fly. Dermed vil Air Alsies´s position inden for teknisk vedligehold kunne styrkes betydeligt

Omkring halvdelen af flyene er stationeret i Sønderborg, men også i lufthavne som Billund, Roskilde, København, Moskva, Kuala Lumpur og White Plains i USA står Air Alsies fly klar. Det er ejerne af flyene, der afgør hvor de helst vil have dem stående.