- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norske SAS-piloter vil strejke fra torsdag

Forhandlingerne mellem SAS og piloterne i organiseret i Norsk Flygerforbund er brudt sammen. Der er varslet strejke fra samtlige norske piloter fra torsdag morgen.

Mens de svenske og danske piloter er nået til enighed med SAS om nye overenskomster, så er der stigende sandsynlighed for, at de norske piloter kommer til at tage strejkevåbnet i brug for at kunne sikre sig bedre betingelser, end hvad der er blevet tilbudt gennem weekendens forhandlinger i den norske forligsinstitution.

Natten til mandag kom det til et sammenbrud i forhandlingerne mellem Norsk Flygerforbund og forbundet Parat på den ene side af bordet og modparten NHO Luftfart og SAS på den anden side af bordet. Foreløbigt er to piloter taget ud til strejke fra i dag mandag, men fra torsdag morgen forventes konflikten at blive optrappet, da det er planen at samtlige norske SAS-piloter skal gå i strejke, hvilket vil ramme rutetrafikken i Norge samt til og fra Norge.

“SAS har vist en manglende vilje til at komme piloterne i møde. SAS kunne undgå en strejke, hvis de havde givet os samme betingelser som vores kolleger i Danmark og Sverige med nationale tilpasninger. Dette er meget provokerende. Vi kan ikke acceptere denne lede og fordele-taktik hos SAS,” siger Jens Lippestad, der er forhandlingsleder for Norsk Flygerforbund.

SAS forventer løsning
Norsk Flygerforbund mener, at SAS bør åbne for pengeposen, når det er begyndt at gå bedre i selskabet, da piloterne ofte har holdt for i svære tider. Men ifølge det norske pilotforbund har SAS haft en stejl holdning til kravene om et moderat løntillæg sammen med kravet om faste fuldtidsstillinger, hvor SAS i modsætning hertil ønsker stigende brug af flex-og deltidsansættelser.

“Det er SAS, som nu fuldt og helt må bære ansvaret for, at passagererne bliver ramt. Vi beklager dette kraftigt, men denne strejke kunne SAS have undgået, hvis de havde vist reel vilje til løsning. I stedet møder vi et arrogant SAS, som mener at deres ansatte skal acceptere dårligere arbejdsvilkår. Det kan vi overhovedet ikke acceptere,” lyder meldingen fra Jens Lippestad.

“De norske pilotforeninger har annonceret tiltag, der vil kunne påvirke trafikken fra torsdag den 14. september. SAS arbejder på at nå frem til en løsning og har en ambition om at nå frem til en aftale før dette tidspunkt,” er den officielle kommentar fra SAS.

 

Relaterede artikler:

DPF-formand: Vi kan opsige ny aftale efter to år

SAS-pilotstrejke er afværget

SAS indgår ny aftale med svenske piloter

DPF: Irsk SAS-selskab forstyrrer forhandlinger

SAS-piloter varsler konflikt