- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Norwegian åbner Boston-rute fra CPH

Til maj næste år får Norwegian sin niende langrute fra København, når en ny rute til Boston åbnes.

Norwegian udvider endnu engang sit langdistancenetværk og lancerer sin niende langdistancerute fra Københavns Lufthavn. Denne gang åbner flyselskabet en splinterny, direkte rute til Boston på den amerikanske østkyst.

Norwegian vil flyve mellem København og Boston en gang ugentligt fra 12. maj 2016. Billetter ligger til salg i dag.

Iforvejen har Norwegian ruter mellem København og New York, Los Angeles, Fort Lauderdale, Orlando og Bangkok. Til november åbner flyselskabet endvidere ruter til Las Vegas, Sankt Croix og Puerto Rico.

”Vi er meget glade for at lancere endnu en langdistancerute. Dette er godt nyt både for skandinaver og andre europæere, som ønsker at rejse billigt og komfortabelt til Boston og for amerikanere, der drømmer om en tur til Europa,” siger administrerende direktør Bjørn Kjos.

Norwegian lancerer også ny rute mellem Oslo og Boston og som tidligere annonceret mellem London og Boston, som henholdsvis får to og fire ugentlige afgange.