- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian etablerer irsk skuffeselskab

En irsk advokatvirksomhed har for fire uger siden registreret et skuffeselskab kaldet Norwegian Air International Limited. Det er angiveligt det selskab, der skal varetage en mulig irsk indregistrering af Norwegians langdistancefly.

Adressen 70, Sir John Rogerson´s Quay i Dublin er hjemsted for advokatvirksomheden Matsack Trust Limited. Men siden den 3. april har det også været hjemsted for det nyetablerede irske selskab kaldet Norwegian Air International Limited. Et selskab, der har til formål at udleje flymateriel.

Norwegian Air International Ltd. er ifølge det irske virksomhedsregister CRO ledet af direktørerne Shay Lydon og Jospeh Beashel i forening. Begge er advokater hos Matsack Trust Limited, der fremover skal varetage sekretariatsfunktionen for Norwegian Air International Ltd., der angiveligt er det selskab, som Norwegian Long Haul AS vil benytte til at få sine langdistancefly registreret i Irland.

Den norske lovgivning tillader nemlig ikke, at kabinepersonale fra lande udenfor EU/EØS kan være beskæftigede på langdistancefly registreret i Norge. Det har i første omgang spændt ben for Norwegians planer om at benytte thailandsk kabinepersonale på de kommende langdistanceruter, der får premiere allerede den 30. maj. Derfor har Norwegian besluttet at udflage langdistanceflyene til Irland for at undgå at komme i klemme i den norske lovgivning.

“En endelig beslutning er ikke taget, men Irland er en mulighed som vi også har haft en dialog med Luftfartstilsynet om. Årsagen til dette er velkendt, idet vi selvsagt vil rette os efter norske myndigheders krav om at fly med udenlandsk besætning skal være registreret i udlandet, som den norske udlændingelov er formuleret i dag,“ siger kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik fra Norwegian til den norske avis Dagens Næringsliv.

Deler forretningsadresse med 1.300 virksomheder
Det første Dreamliner-fly til Norwegian ventes leveret sidste i juni og er planlagt til at blive indregistreret som LN-BKA hos de norske luftfartsmyndigheder. Men nu kan registreringen i stedet blive EI-BKA, hvis det lykkes Norwegian at få den irske manøvre på plads.

Andre flyselskaber har også fået øje på mulighederne for indregistrering i Irland, der tilsyneladende på mange områder har en mere liberal lovgivning, end det er tilfældet i Norge og andre europæiske lande.

Således har det italienske flyselskab Alitalia eksempelvis registreret 95 af samtlige 115 fly i Irland. Og på samme virksomhedsadresse som det irske Norwegian-selskab holder til, har Air France Aircraft Leasing Ltd. holdt til siden slutningen af år 2000.

Norwegian Air International Ltd. kommer hos Matsack-advokaterne i fint selskab. Advokatvirksomheden med de to finanstroldmænd Shay Lydon og Joesph Beashel i spidsen er i forvejen sekretariat for næsten 1.300 irsk-registrerede virksomheder, heriblandt Microsoft Ireland. De to registrerede direktører i Norwegians irske selskab har gennem tiden da også haft utallige direktørtitler hos flere hundrede selskaber i Irland, Luxembourg og på Cayman Islands.

Det har ikke været muligt at få bekræftet fra Norwegians kommunikationsdirektør, Anne-Sissel Skånvik, om Norwegian Air International Ltd. er det irske selskab, der skal registrere Dreamliner-langdistanceflyene og leje dem ud til det norske lavprisflyselskab.