- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian får lavpriskonkurrence til Bangkok

Norwegian bliver ikke alene med lavpristilbud mellem Bangkok og Europa. AirAsia X vil genoptage ruterne til Paris eller London med udgangspunkt fra Bangkok i stedet for Kuala Lumpur.

I 2009 etablerede det succesfulde malaysiske lavprisflyselskab AirAsia X en lavprisrute mellem Kuala Lumpur og London. I 2011 blev der også tilføjet en rute til Paris-Orly, men begge ruter måtte lade livet ved udgangen af marts måned sidste år på grund af de høje brændstofpriser.

AirAsia X benyttede de fire-motorede Airbus A340-fly, der var for dyre i drift til at kunne sikre rentabilitet i de interkontinentale lavprisruter.Men nu er AirAsia X tilsyneladende klar til at gøre et nyt forsøg. Det afslørede selskabets topchef Tony Fernandes under et nyligt besøg i Paris.

“Vi skal være til stede i Europa med vores langdistanceselskab AirAsiaX. Det er dog nødvendigt, at vi træffer et valg mellem Paris og London. Det første forsøg mislykkedes, fordi vi ikke havde de rigtige fly (A340, red.), og prisen på brændstof var gået i vejret. Men i dag har vi, hvad vi har brug for med A330-flyet,“ siger Tony Fernandes til den franske avis Les Echos.

Paris eller London
Planerne er tilsyneladende langt fremme, idet det muligvis kan komme på tale at genåbne en eller begge ruter omkring årsskiftet, selvom det lyder noget usandsynligt tiden taget i betragtning.

“Hvis brændstofpriserne forbliver stabile, så vil vi kunne genåbne Paris eller London, eller begge, ved udgangen af året. Men da vi har etableret et nyt datterselskab Thai AirAsia X i Thailand, kan ruterne komme til at udgå fra Bangkok i stedet for Kuala Lumpur,“ siger den karismatiske AirAsia-topchef.

AirAsia X forventer at kunne flyve mellem Europa og Bangkok for billetpriser mellem 250 og 300 euro, hvilket svarer til et prisniveau på mellem 1.850 kroner og 2.250 kroner. Hertil kan passagerene så rejse rundt i AirAsia-netværket fra enten Bangkok eller Kuala Lumpur for en merpris på 20 til 30 euro per billet, hvilket vil sige op til 250 kroner.

Kan true Norwegian i London-Gatwick
Norwegian flyver i dag fra Stockholm og Oslo til Bangkok, mens selskabet indtil videre kun flyver til Nordamerika fra København og London-Gatwick, hvorfra der også er langdistanceruter.

Hvis Thai AirAsia X vælger at flyve fra Bangkok til London-Gatwick kan det sætte en kæp i hjulet for Norwegians mulige planer om at påbegynde flyvninger til Asien fra den britiske storlufthavn.

Norwegian tilbyder i foråret 2014 enkeltbilletter fra Oslo og Stockholm til Bangkok helt ned til 1.198 kroner, mens prisen sædvanligvis ligger omkring 2.300 kroner på de fleste af afgangene.