- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian får live-tracking af flyene

Norwegian er i gang med at installere SITA OnAir flight-tracking i samtlige selskabets 100 fly. Dermed er det muligt at følge flyenes position hvert 15. minut.

Siden Malaysia Airlines flight MH370 forsvandt den 8. marts sidste år undervejs på en flyvning mellem Kuala Lumpur og Beijing har mange stillet spørgsmålet om, hvorfor der ikke er adgang til mere præcise data, der kan fastslå, hvor et fly på et givet tidspunkt befinder sig.

Spørgsmålene blev også stillet af de to store internationale luftfartsorganisationer IATA og ICAO, og det har fået den internationale teknologivirksomhed SITA til at udvikle en særlig løsning. SITA er i forvejen storleverandør af ydelser inden for IT og telekommunikation til luftfartsindustrien.

I foråret har SITA lanceret det særlige produkt kaldet OnAir AIRCOM FlightTracker. Produktet benytter sig af den teknologi, der i forvejen findes i AIRCOM Flight Messenger, som flere end 90 flyselskaber allerede har installeret.

Omkring 15 flyselskaber har bestilt produktet, og Norwegian er et af de første flyselskaber sammen med Singapore Airlines og Royal Brunei til at tage produktet i brug. Installationen på samtlige 100 Norwegian-fly vil blive påbegyndt inden udgangen af juni måned.

Alarm ved afvigelser på flyveruten
AIRCOM FlightTracker er en jordbaseret software, der konstant kan følge flyenes positioner og blive bekendt med eventuelle afvigelser i flyplanerne. Ved brug af mange forskellige datakilder vil det være muligt hvert 15. minut eller oftere at identificere helt præcist, hvor hvert enkelt fly befinder sig. Der kan også opsættes alarm-funktioner ved flybevægelser, der ikke er normale.

“Sikkerhed er en vigtig del af produktet. FlightTracker´s automatiske advarselssystem giver os mulighed for mere sikkert og effektivt at styre vores flåde på 100 fly samt de 200 fly, der vil blive en del af vores flåde i de kommende år,“ siger Geir Steiro, der er driftsdirektør hos Norwegian.

Hovedparten af de flere end 90 flyselskaber, der benytter sig af AIRCOM Flight Messenger, er i øjeblikket ved at vurdere, om de vil tilkøbe løsning fra SITA. Produktet kan installeres relativt hurtigt på ganske få dage hos hvert enkelt flyselskab.

Luftfartsindustriens aktører har selv været med til at udvikle det nye produkt. Blandt andet har Singapore Airlines spillet en stor rolle i validering og test og allerede defineret en række krav til kommende opdateringer af produktet.