- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian fjerner Dreamliner på USA-ruter

Fra den 28. april og frem til udgangen af juni vil Norwegian på ruterne mellem København og henholdsvis New York og Los Angeles erstatte de nye Dreamlinere med ældre Boeing 777-fly fra portugisiske euroAtlantic.

De danske flypassagerer på Norwegians langdistanceruter har hidtil ikke mærket til de mange uregelmæssigheder, der har betydet, at det norske lavprisflyselskab har måttet indleje portugisiske charterfly til at gennemføre en lang række flyvninger, når Norwegians egne Dreamliner-fly ikke har kunnet klare opgaven.

Hidtil er det lykkedes Norwegian at gennemføre praktisk talt alle flyvninger fra Københavns Lufthavn til Fort Lauderdale, New York og Los Angeles med Boeing 787-8 Dreamliner-fly.

Men det bliver der lavet om på, når Norwegian fra den 28. april er blevet tvunget til at fjerne Dreamlineren fra tidtabellen på ruterne fra København til New York, der fra dette tidspunkt går op på fire ugentlige afgange samt fra København til Los Angeles med tre ugentlige afgange.

I stedet skal det portugisiske charterflyselskab euroAtlantic gennemføre flyvningerne på vegne af Norwegian med et 16 år gammelt Boeing 777-200 fly, der oprindeligt blev leveret til Singapore Airlines i 1998.

Får ikke den lovede Dreamliner-oplevelse
Dermed kommer passagererne i en to måneders periode ikke til at opleve den opreklamerede Dreamliner-service, hvor Norwegian lokker med Timco-lædersæder, personligt underholdningssystem og touchscreen snackbestilling.

I stedet må passagerne nøjes med “punktlighed i verdensklasse“ og “en af Europas grønneste flåder“, som ifølge Norwegian er inkluderet i billetten, når man skal flyve med euroAtlantic.

Det kan virke noget grotesk, når punkligheden på Norwegians langdistanceruter i lange perioder har været særdeles hårdt ramt, og når et ældre Boeing 777-fly bestemt ikke har noget at gøre med en grøn flyflåde.

Norwegian: Crewtræning er årsagen
Årsagen til, at Norwegian indsætter euroAtlantic-flyene på de to USA-ruter fra København ligger angiveligt i, at det irske datterselskab, hvor et af Dreamliner-flyene er registreret og har driftslicens, endnu ikke har de amerikanske myndigheders tilladelse til at beflyve USA.

Selvom Norwegian i løbet af sommeren vil komme op på seks Dreamliner-fly, så vil kun fem af flyene kunne flyve til lufthavne i USA. Det sidste fly må indtil videre benyttes på europæiske ruter samt på langdistanceruten til Thailand.

Det betyder blandt andet, at Norwegian i perioden fra den 10. maj til den 20. juli vil benytte Dreamliner-fly på udvalgte afgange på ruterne fra Stockholm til henholdsvis Alicante, Málaga og London-Gatwick.

Hos Norwegian ønsker man ikke at kommentere, hvorvidt erstatningsflyet til USA-ruterne fra København skyldes manglende beflyvningstilladelse med Dreamlinerne.

“Som det ser ud nu, vil ruterne mellem København og henholdsvis New York og Los Angeles blive opereret af en indlejet maskine i løbet af en periode på nogle måneder. I stedet indsættes en af vores Dreamlinere på europæiske ruter grundet crewtræning. Vi beklager denne ændring overfor de berørte passagerer, som allerede har eller vil få direkte besked om dette,“ siger Daniel Kirchhoff, der er kommunikationsrådgiver hos Norwegian i Danmark.