- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian henter direktør fra amerikansk flyselskab

Marty St. George er ny kommerciel direktør i Norwegian. Han har mange års erfaring fra luftfartsbranchen og var senest ansat i JetBlue Airways.

Norwegian har foretaget en ændring i topledelsen.

Selskabet har hentet Marty St. George hos det amerikanske lavprisflyselskab JetBlue Airways til at bestride posten som fungerende kommerciel direktør. Han erstatter Helga Bollmann Leknes, der har besluttet at forlade Norwegian.

Marty St. George har mere end 30 års erfaring fra kommerciel luftfart, og han har senest haft stillingen som kommerciel direktør i JetBlue Airways, som har over 250 fly og mere end 100 destinationer.

Han har også haft store roller i de store amerikanske flyselskaber United Airlines og US Airways, hvor han havde ansvar for forskellige områder som indtægtsstyring, ruteplanlægning og markedsføring.

”Jeg er meget glad for, at Marty St. George har takket ja til at påtage sig denne vigtige rolle. At styrke vores kommercielle position og øge indtægterne er afgørende for at leve op til strategien om at gå fra vækst til rentabilitet. Jeg er overbevist om, at St. George med sin brede erfaring fra store amerikanske flyselskaber vil være værdifuld for selskabet,” siger Geir Karlsen, fungerende koncernchef i Norwegian.

Afgårende direktør takker ex-koncernchef
Posten som kommerciel direktør i Norwegian blev ledig, efter Helga Bollmann Leknes besluttede at forlade Norwegian efter knap to år. Det norske lavprisflyselskab tilbød hende en anden stilling i selskabets topledelse, men hun ville hellere udforske nye muligheder uden for Norwegian.

I 2017 begyndte Helga Bollmann Leknes som HR-direktør, og i november 2018 fik hun også ansvaret som kommerciel direktør i Norwegian.

”Jeg vil gerne takke Helga Bollmann Leknes for det, hun har bidraget med i Norwegian – både som kommerciel direktør og HR-direktør. Jeg synes, det er synd, at hun har valgt at forlade selskabet, men jeg ønsker hende held og lykke i fremtiden,” siger Geir Karlsen.

Selv er Helga Bollmann Leknes glad for sine år i det norske selskab, hvor hun især har én person at takke.

”Det har været en fantastisk oplevelse at være en del af Norwegian, og jeg er taknemmelig for de muligheder, som specielt Bjørn Kjos (tidligere Norwegian-koncernchef, red.) har givet mig. Jeg ønsker Norwegian og alle de vidunderlige medarbejdere held og lykke i fremtiden,” siger hun.

 

Relaterede artikler:

HR-direktør bliver kommerciel direktør i Norwegian

Norwegian stopper langdistanceflyvninger fra CPH

Norwegian sælger argentinsk datterselskab