Norwegian-koncernen leverede i marts solide trafiktal hjulpet af den tidlige påske og lavere kapacitetsudbud. Samlet rejste lidt flere end to millioner med de to flyselskaber, hvilket var en stigning på næsten seks procent.
Selvom Norwegian i marts havde gennemsnitligt 78 fly i drift, hvilket var et mere end samme måned året før, så var den udbudte kapacitet målt i passagersædekilometer alligevel seks procent lavere end i marts 2025.
Til gengæld blev den udbudte kapacitet udnyttet bedre, da antallet af solgte passagerkilometer voksede med to procent, hvilket resulterede i en markant fremgang i belægningen på hele 6,7 procentpoint til 87,7 procent.
Den stramme kapacitetsdisciplin hjulpet af en tidlig påske var således medvirkende til, at Norwegian-koncernen kunne levere nogle pæne trafiktal for marts.
”Vi er meget tilfredse med de solide trafiktal i marts, og vi er glade for, at så mange valgte at flyve med os i påskeferien. Den fortsat høje belægningsgrad viser, at kunderne sætter pris på de ruter, vi tilbyder, og at vi har tilpasset kapaciteten godt til vinter- og forårssæsonen,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.
Tocifret vækst i enhedsindtægter
Samlet havde Norwegian-koncernen i marts i alt 2.028.727 passagerer i marts, og det 113.810 flere end i samme måned sidste år, hvilket repræsenterer en vækst på 5,9 procent.
Samtidig er det værd at notere sig, at enhedsindtægterne steg med 19 procent til 0,75 norske kroner, hvilket givetvis er en kombination af højere billetpriser i udrejsetrafikken omkring påske samt det faktum, at Norwegian har indført brændstoftillæg for at afbøde de voldsomt stigende brændstofpriser.
Norwegian skriver i en pressemeddelelse, at der er en fortsat “lovende efterspørgsel” på rejser hen over foråret og sommeren, hvilket Geir Karlsen da også fremhæver i sin kommentar til trafiktallene.
”Vi glæder os over en solid efterspørgsel og lovende bookingtal for sommeren, men følger samtidig nøje de generelle økonomiske udsigter, herunder stigningen i brændstofpriserne den seneste tid. Gennem vores strategi for brændstofsikring har vi opbygget en buffer mod prisudsving. Det er afgørende for, at vi fortsat kan tilbyde konkurrencedygtige billetpriser til vores kunder i den kommende sæson,” lyder det fra koncernchefen.
Widerøe excellerede i punktlighed
Widerøe, som også er en del af Norwegian-koncernen, reducerede den udbudte kapacitet med én procent, og det lykkedes til gengæld at øge antallet af solgte passagerkilometer med tre procent. Det fik belægningen til at stige med 3,1 procentpoint til 73,8 procent.
Samtidig blev regulariteten øget med 2,0 procentpoint til 97,5 procent, mens punktligheden tog et stort spring fra 80,7 til 89,8 procent, hvilket svarer til en stigning på 9,1 procentpoint.
“Jeg er tilfreds med vores resultater denne måned. Høj regularitet og punktlighed er afgørende for de lokalsamfund, der er afhængige af os hver dag, og passagertallene og belægningsgraden for marts viser, at vi fortsat leverer gode tjenester i hele vores rutenet,” siger Tore Jenssen, administrerende direktør i Widerøe.
Relaterede artikler:
Tårnhøj belægning hos Norwegian i februar