Norwegian og Widerøe havde samlet omkring 2,9 millioner passagerer i august på baggrund af solid efterspørgsel. Flyvelederstrejken påvirkede omkring 20.000 passagerer med aflysninger eller forsinkelser.
Norwegian-koncernen er fløjet ud af august med 2,9 millioner passagerer ombord i flyene fra Norwegian og Widerøe. I alt 2,5 millioner passagerer havde købt billet til Norwegians rødnæsede fly, mens godt 360.000 havde valgt de grønne fly fra Widerøe.
Norwegian havde samlet 94 fly i produktion – inklusiv indlejede fly fra danske DAT – og det øgede kapaciteten med tre procent i forhold til samme måned sidste år. Til gengæld løftede den solgte kapacitet sig med fire procent, hvilket også sendte belægningen 0,4 procentpoint op til 86,3 procent.
“August var en måned med solid efterspørgsel og god drift. Jeg er meget tilfreds med, at vi havde både øget kapacitet og højere belægningsgrad sammenlignet med samme måned sidste år. Desværre førte flyvelederstrejken i slutningen af måneden til aflysninger og forsinkelser for mere end 20.000 af vores passagerer. Det er naturligvis meget beklageligt. Ser man bort fra aflysninger, der var nødvendige på grund af strejken hos Avinor, var regulariteten på 99,6 procent, hvilket er det niveau, vi ønsker at være på,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.
Påvirket punktlighed og regularitet
Som vanligt oplyser Norwegian også tal for punktlighed og regularitet. Punktligheden faldt med 0,5 procentpoint til 80,8 procent, mens regulariteten på grund af flyvelederstrejken landede på 98,9 procent, hvilket var 0,8 procentpoint lavere end i samme måned sidste år.
Hos Widerøe blev der registreret en stigning i punktlighed med 1,5 procentpoint til 93,3 procent, mens regulariteten faldt til 97,4 procentpoint – et fald på 1,2 procentpoint i forhold til august 2025.
“Widerøes medarbejdere sørger for, at vi har en drift i verdensklasse, og vi havde en særdeles god punktlighed i august. Det ved vi, at vores kunder sætter pris på,” udtaler Tore Jenssen, administrerende direktør i Widerøe.
Bookingtrend holder sig til efterårsferien
Den solide efterspørgsel synes at fortsætte ind i efteråret, hvis man skal tro koncernchef Geir Karlsen.
”Vi ser, at bookingtrenden holder sig på et højt niveau ind i efteråret, særligt i forbindelse med skolernes efterårsferie,” lyder det fra Geir Karlsen.
Koncernchefen nævner dog intet om, at Widerøe har været nødt til at tilpasse trafikprogrammet fra slutningen af oktober, hvor direkte ruter fra Bergen til Hamborg, München, Bruxelles og Dublin nedlægges. Pressechef Eline Hyggen Skari fra Widerøe siger til Bergen Avis, at det gøres for at styrke lønsomheden.
Relaterede artikler:
Norwegian-koncernen over tre millioner passagerer