- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian mangler Dreamlinere

En kombination af vedligehold, forsinket levering og en garanti for Dreamliner på første CPH-flyvninger til New York og Los Angeles betyder, at Norwegian mangler Dreamlinere og må tilkalde hjælp.

Norwegians Dreamliner-fly er i øjeblikket langt mere driftsikre end de var i en lang periode i efteråret og frem til starten af det nye år. Men det er ikke ensbetydende med, at Norwegian ikke længere har brug for hjælp til at få sin langdistanceoperation med flyvninger til Bangkok og USA til at fungere.

En uheldig kombination af planlagt vedligehold af én Dreamliner, forsinket levering af en anden og en udstedt garanti for opstart af CPH-ruter med Dreamliner-fly betyder nemlig, at Norwegian må indleje portugisisk hjælp på langruterne. Således vil et langdistancefly fra euroAtlantic og et langdistancefly fra HiFly betjene flere Norwegian-ruter fra fredag frem til den 8. marts.

To testflyvninger
Sagen er nemlig den, at det ene af Norwegians nuværende tre Boeing 787 Dreamliner-fly i den kommende uge er ude til planlagt vedligehold. Samtidig er leveringen af selskabets fjerde Dreamliner, der får registreringen EI-LND, forsinket. I sidste uge var planen, at flyet på fredag skal forlade Boeing-fabrikkerne uden for Seattle på USA’s vestkyst for at sætte kursen mod Irland, hvor flyene er indregistreret og hvor Norwegian fornylig fik driftstilladelse til sin langruteoperation. I går tirsdag havde flyet dog kun gennemført to testflyvninger.

Først efter en inspektion af de irske luftfartsmyndigheder, som nu fører tilsyn med selskabet, kan det sættes i drift på ruterne fra Oslo, Stockholm og København til destinationer i Asien og USA.

Garanti for Dreamliner
Fredag er samme dag som Norwegian åbner sin anden langdistancerute fra Københavns Lufthavn med Dreamliner-flyene. Destinationen er New Yorks John F. Kennedy Lufthavn og dagen efter åbnes en rute fra København til Los Angeles. Det fjerde fly skulle være leveret tidsnok til at det kunne være blevet indsat til at betjene de to nye ruter.

Det blev det ikke. Men Norwegian udstedte alligevel fornylig, her på CHECK-IN.dk, en garanti for at de to ruter vil blive åbnet med Boeing 787 Dreamliner-fly. Men da man mangler to af de fire Dreamlinere, der skal til for at gennemføre det trafikprogram, som bliver udvidet med ruterne til New York og Los Angeles, så har man været nødt til at tilkalde hjælp og indsætte erstatningsfly.

Direkte besked
Selskabet er dog ikke meget for at tale om sagen. CHECK-IN.dk har den seneste uge forsøgt at få svar fra Norwegian på hvilke ruter fra de tre skandinaviske hovedstæder, som bliver berørt af manglen på Dreamliner. Det har ikke været muligt. Selskabet vil dog gerne bekræfte, at langruteoperationen følger en plan, der tager højde for vedligeholdelsesopgaven.

”Det er korrekt at vi flyver efter en plan der er lavet i henhold til planlagt vedligeholdelse af Dreamlinerne. Ved eventuelle ændringer i operationen vil vores passagerer få direkte besked,” skriver Norwegians danske kommunikations- og markedschef Johan Bisgaard Larsen tirsdag eftermiddag i en e-mail til CHECK-IN.dk.

Frem til lørdag
Norwegians hjemmeside giver dog de svar, som selskabets kommunikationsafdeling ikke vil give. Ifølge hjemmesiden vil fredagens afgang fra Stockholm til New York og flyvningen samme dag fra Oslo til New York blive betjent af tilkaldte vikarfly. Samme situation vil være tilfældet på flyvningerne mandag, onsdag og fredag i næste uge fra Stockholm til New York og retur samt flyvningerne tirsdag og torsdag i næste uge fra Oslo til New York og retur. EuroAtlantic vil tage sig af flyvningerne fra Stockholm, mens HiFly vil tage sig af flyvningerne fra Oslo.

Endelig vil flyvningerne på lørdag samt tirsdag og torsdag i næste uge fra Stockholm til Bangkok blive betjent med et fly fra euroAtlantic.

Københavner-ruter ikke berørt
EuroAtlantic-flyet er indlejet frem til lørdag den 8. marts, hvor den ifølge Norwegians hjemmeside vender tilbage til Stockholm fra sin sidste flyvning fra New York. HiFly flyver sin sidste tur fredag, når det ankommer til Oslo fra New York.

Norwegians flyvninger fra København til Fort Lauderdale samt de to nye københavner-ruter til New York og Los Angeles vil i hele perioden blive betjent med Dreamliner-fly. Det samme er tilfældet med ruterne fra Oslo og Stockholm til Fort Lauderdale samt ruten fra Oslo til Bangkok.