- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian øger enhedsindtægterne

Norwegian havde lidt færre passagerer i juni - ifølge selskabet på grund af 737 MAX-flyveforbuddet. Til gengæld vokser indtægterne per passager.

I alt 3.475.337 passagerer fløj i juni med Norwegian. Det er 21.948 – eller én procent – færre end i juni sidste år, hvor selskabet havde 3.497.285 passagerer. Det lille fald skyldes ifølge Norwegian situationen med det globale flyveforbud mod Boeing 737 MAX-flyene.

Norwegian bruger MAX-flyene på kortdistanceruterne, og selskabet har i øjeblikket 18 Boeing 737 MAX stående på jorden rundt om i Europa. Det er netop på de korte ruter, at Norwegian mister passagerer, oplyser selskabet.

”Trafiktallene viser færre passagerer i juni i år end sidste år. På langdistanceruterne er antallet af rejsende betydeligt højere, mens nedgangen kommer på kortdistanceruterne, hvor vi har 18 Boeing 737 MAX på jorden og reduceret charterkapacitet,” siger Bjørn Kjos, koncernchef i Norwegian.

Endnu en Dreamliner til flåden
Norwegian øger fortsat kapaciteten på langdistanceruterne, og har i juni fået endnu en Boeing 787 Dreamliner ind i flåden, så man nu i alt har 36 nye langdistancefly.

Mens antallet af passagerer gik lidt tilbage, kan Norwegian glæde sig over, at både enhedsindtægterne og belægningsgraden på flyene steg i juni forhold til samme måned sidste år.

Indtjeningen per sædekilometer steg således med 10 procent og yield’en med ni procent, mens belægningsgraden blev øget med ét procentpoint til 91,5 procent. Selskabets totale trafik (RPK) steg med syv procent, mens kapaciteten (ASK) blev øget med fem procent.

Fra vækst til lønsomhed
Udviklingen i juni ser dermed ud til at ligge i tråd med Norwegians strategi om at forbedre lønsomheden efter en periode med ekspansion og store investeringer.

”Strategien om at gå fra vækst til lønsomhed ligger fast, og enhedsindtægterne er nu ni procent højere, end vi rapporterede på samme tid sidste år, hvilket jeg er godt tilfreds med,” siger Bjørn Kjos.

Norwegian gennemførte 99,4 procent af selskabets planlagte flyvninger i juni, hvilket er samme regularitet som i juni sidste år. Selskabets punktlighed lå i juni på 70,9 procent, hvilket ligeledes er uændret fra juni 2018.

Punktligheden blev ifølge Norwegian negativt påvirket af, at selskabet som følge de 18 groundede Boeing 737 MAX har været nødt til at lease flere fly end normalt fra eksterne selskaber.

 

Relaterede artikler:

Norwegians vækst flader ud

Nyt milliardunderskud i Norwegian

Norwegian fløjet agterud af Wizz Air