- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian omfattet af datalæk fra Amadeus

Uvedkommende har udnyttet en sikkerhedsbrist hos Amadeus til at få adgang til oplysninger fra de seneste tre år. Nu er det blevet bekræftet, at Norwegian er blandt de ramte flyselskaber.

For nylig kom det frem, at Singapore Airlines er ramt af et datalæk hos Amadeus, der ligesom Travelport og Sabre er en af de tre store GDS’er (Global Distribution System, red.). Det betyder, at ukendte bagmænd har kunnet tilgå oplysninger, som er knyttet til omkring 46.000 bookingregistreringer hos Star Alliance-flyselskabet.

I tillæg hertil har Cathay Pacific, Asiana Airlines og Japan Airlines ligeledes offentliggjort, at de også er ramt af hændelsen, mens Malaysia Airlines er i færd med at undersøge, hvorvidt en del af selskabets kunder er kommet i klemme.

Omfanget fortsætter dog med at vokse. Nu er det blevet offentliggjort, at Norwegian også er involveret i hændelsen. Det skriver NRK. Der er blevet lækket følsomme oplysninger om billetter købt via Berg-Hansen, der er Norges største erhvervsrejsebureau, i de seneste tre år.

Rammer både privatpersoner og virksomheder
Erhvervsrejsebureauets administrerende direktør Per Arne Villadsen forklarer, at Berg-Hansen blev kontaktet af Amadeus den 26. oktober og fik besked om, at uvedkommende havde fået adgang til selskabets systemer den 21. september. Det tog tre dage, inden hullet i sikkerheden atter var lukket.

Lækket betyder, at forskellige personlige oplysninger og pasoplysninger knyttet til rejserne bestilt via Berg-Hansen kan være sivet ud. Det drejer sig om navne, fødselsdatoer, firmanavne, e-mailadresser og telefonnumre på de rejsende, ligesom der i visse tilfælde også kan være tale om pasoplysninger.

Det vurderes i skrivende stund, at både privatpersoner og op mod 190 privat- og statslige virksomheder i Norge – herunder Forsvaret – er involveret i den del af Amadeus-lækket, der har relation til rejser bestilt via Berg-Hansen.

Per Arne Villadsen tilføjer, at Berg-Hansen har bedt om at få en fyldestgørende redegørelse for hændelsesforløbet fra Amadeus.

Vurderer konsekvenserne
Norwegian bekræfter over for NRK, at flyselskabet er involveret i hændelsen, men koncernen ønsker for nuværende ikke at sætte tal på, hvor mange passagerer der potentielt kan have fået lækket deres oplysninger.

”Vi arbejder tæt sammen med Amadeus for at vurdere konsekvenserne og sikre, at nødvendige foranstaltninger implementeres,” lyder det i et skriftligt svar fra Catharina Solli, der er pressechef for Norwegian.

Pressechefen forklarer samtidig, at Norwegian ligesom Berg-Hansen har indrapporteret hændelsen til det norske datatilsyn.

 

Relaterede artikler:

Flyselskab: 46.000 bookinger påvirket af cyberhændelse

Hackerangreb på tre lufthavne: Stort datalæk

Hackere forlanger 39 millioner fra storlufthavn