- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian slår SAS på loyale medlemmer

Norwegians loyalitetsprogram har nu flere medlemmer end hos SAS, og inden årets udgang forventes medlemstallet at runde fem millioner.

Antallet af medlemmer i Norwegians bonusprogram, Norwegian Reward, er på det nærmeste eksploderet. I april måned meddelte selskabet, at man havde rundet medlem nummer fire million. I dag – lidt mere end et halvt år senere – siger selskabet, at man inden nytår kan udskrive medlemskort nummer fem million.

Det fortæller selskabets informationschef i Danmark, Daniel Kirchhoff, til CHECK-IN.dk.

“Inden nytår runder vi fem millioner medlemmer af Norwegian Reward. I Danmark har vi godt 500.000 medlemmer. Vi ser videre en stor medlemsvækst i nye markeder særligt i England og Spanien,” siger Daniel Kirchhoff.

Medlemsudviklingen i SAS' og Norwegians' loyalitetsprogrammer.

Medlemsudviklingen i SAS’ og Norwegians’ loyalitetsprogrammer. (Klik på grafikken for større version).

4.000 nye medlemmer om dagen
Konkurrenten SAS rundede allerede fire millioner medlemmer af sit bonusprogram, EuroBonus, i august 2015. Imidlertid lader udsigten til den femte million loyale SAS-kunde vente på sig.

SAS oplyser til CHECK-IN.dk, at man på nuværende tidspunkt har cirka 4,7 mio. EuroBonus-medlemmer. Det svarer til en gennemsnitlig vækst på cirka 1.540 medlemmer om dagen, siden selskabet rundede medlemsmillion nummer fire.

Tilsvarende har Norwegian i perioden april til september 2016 hentet 4.000 medlemmer om dagen. Dette gennemsnit baserer sig på oplysninger fra 15. september 2016, da selskabet meddelte, at man her havde rundet 4,7 mio. medlemmer af Norwegian Reward.

Hvis Norwegian har formået at opretholde vækstraten fra i sommer, har selskabet således i dag i omegnen af 4,9 mio. medlemmer, cirka 200.000 flere end SAS, og dermed et bekvemt forspring til konkurrenten.

At Norwegian har mere vind i sejlene end SAS på medlemstilgangen skal delvist tillægges, at Norwegian i 2016 har ekspanderet kraftigt i markeder udenfor Skandinavien, hvor SAS’ forretning koncentrerer sig om de hyppigt rejsende i Sverige, Norge og Danmark.

Hurtigere belønning
En anden mulig forklaring på den store interesse i Norwegian Reward er, at de rejsende hurtigt belønnes for deres loyalitet hos Norwegian.

Nordmændenes bonusprogram bygger på, at medlemmerne tjener CashPoints. Et CashPoint svarer til én (norsk) krone. Ved rejser på LowFare tjener medlemmerne CashPoints svarende til to procent af nettoprisen, det vil sige billetprisen eksklusive skatter og afgifter, imens der på Flex-biletter tjenes CashPoints svarende til 20 procent af nettoprisen.

Pointene kan derefter bruges til et kontant afslag i prisen på den næste rejse i forholdet en-til-en. Dette giver alt andet lige medlemmerne en konkret oplevelse af at blive belønnet for deres loyalitet.

En, to, fribillet
Med Norwegian giver to returrejser på Flex mellem København og Stockholm således nok point til at betale for den tredje rejse på LowFare med CashPoints.

Beregningen baserer sig på to Flex-billetter af 2.921 norske kroner stykket (svarende til 2.397 danske kroner), inklusive skatter og afgifter af 377 norske kroner. De to rejser udmønter sig samlet i 1.033 CashPoints, hvor en LowFare-billet på København-Stockholm koster fra 1.004 norske kroner.

Med SAS giver to returrejser på samme strækning med SAS Plus af 2.999 kroner stykket i alt 3.000 EuroBonus-point. Dette dækker 15 procent af pointprisen for en rejse på samme strækning på selskabets billigste klasse, SAS Go. Dertil skal lægges en kontantbetaling på cirka 225 kroner for skatter og afgifter.

Til sammenligningen hør dog, at SAS’ Plus-produkt på København-Stockholm modsat Norwegians Flex-produkt inkluderer premium bag drop, loungeadgang, sæde forrest i flyet samt gratis mad og drikke ombord.

Større end SAS
Med flere bonusmedlemmer end SAS kan Norwegian allerede nu varme op til at fejre 2016 som året, hvor selskabet på flere måder ventes at slå konkurrenten SAS på størrelse.

Foruden antallet af bonusmedlemmer kunne CHECK-IN.dk den 8. november 2016 fortælle, hvordan Norwegian ventes at overhale SAS på passagertal:

“Ved udgangen af oktober måned havde 29,009 mio. passagerer rejst med SAS på rute- og charterflyvninger gennem de seneste 12 måneder. Det var 378.000 flere passagerer end de 28,631 mio., der havde valgt at rejse med Norwegian. Men med to måneder tilbage af året, vil Norwegian formentlig have passeret SAS, når året skal gøres op. Vækstraten i Norwegian har nemlig været på 13 procent i de seneste 12 måneder, mens SAS har formået at øge passagertallet med 3,3 procent.”

 

Relaterede artikler:

Norwegian Reward runder fire millioner medlemmer

Norwegian lokker med gratis langdistancebilletter

Visse Eurobonus-medlemmer får billigere billetter

Nye optjeningsregler i SAS EuroBonus