- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian på vej mod 60 ruter fra CPH

Norwegian ventes i dag at annoncere to nye langdistanceruter fra Københavns Lufthavn. Dermed kommer det norske lavprisflyselskab op på næsten 60 ruter fra CPH.

Den 29. oktober 2008 blev på mange måder en historisk dag i skandinavisk luftfart. Ejerne bag Sterling Airlines havde i løbet af natten indgivet konkursbegæring, hvorefter Norwegians koncernchef Bjørn Kjos samme dag kl. 17.00 på et kaotisk pressemøde på Hilton-hotellet i Københavns Lufthavn lancerede det norske lavprisflyselskab indtog i Danmark.

Norwegian lagde ud med to basefly og 13 ruter fra København. I første bølge, der blev igangsat den 6. november 2008, var indenrigsruten til Aalborg med tre daglige afgange samt udenrigsruter til Stockholm, Oslo, Alicante, Málaga og Nice. Kort efter fulgte London, Amsterdam, Rom, Krakow, Prag og Barcelona.

I årets sommertrafikprogram, der trådte kraft i slutningen af marts måned er Norwegian vokset til 57 ruter i CPH. Indenrigsruten til Aalborg er største med otte daglige afgange, og herudover flyves til 51 europæiske destinationer suppleret med fem langdistanceruter.

Langdistanceruterne går til New York, Los Angeles, Fort Lauderdale, Orlando og Bangkok. Senere i dag forventes Norwegian at annoncere to nye langdistanceruter fra København. Der er tale om ruter til Las Vegas og San Juan på Puerto Rico i Caribien.

Over fire mio. passagerer i CPH
Norwegians indtog i CPH var et stort plaster på såret for Københavns Lufthavn, der blev hårdt ramt af Sterling-konkursen. I 2014 leverede Norwegian 4.234.144 passagerer til Københavns Lufthavn, hvilket var en vækst på 9,9 procent i forhold til året før.

Det har også gjort Norwegian til lufthavnens suverænt næststørste flyselskab med en markedsandel på næsten 17 procent, idet samlet 25,6 mio. passagerer rejste gennem CPH i 2014.

Men det er ikke blot Københavns Lufthavn, der har haft glæde af Norwegian. Aalborg Lufthavn har haft succes med indenrigsruten fra København, og i sommertrafikprogrammet har Norwegian også ruter til London-Gatwick, Alicante, Málaga og Palma de Mallorca.I Billund Lufthavn har Norwegian ruter til Oslo og Alicante, og den 1. juni kommer også Barcelona til.

Norwegian har dog ikke haft ubetinget succes med den danske satsning. Selskabet har måttet opgive at betjene indenrigsruter til Billund, Bornholm og Karup, da Boeing 737-flyene er for store i forhold til efterspørgslen på ruterne.

Foto: Morten Lund Madsen