- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian vil påvirke dansk luftfartsstrategi

Som næststørste flyselskab i Danmark håber Norwegian at blive hørt i debatten om en ny national luftfartsstrategi. En ny video skal påvirke interessenterne.

“Hvorfor er et stærkt Norwegian vigtigt for Danmark?” spørger det norske lavprisflyselskab retorisk i en ny video, der er blevet produceret som et indspark i debatten om en ny national luftfartsstrategi i Danmark.

Svaret giver flyselskabet selv i en netop offentliggjort video, som forklarer, hvordan selskabets internationale strategi vil kunne komme Danmark til gode. Med lige konkurrencevilkår mener flyselskabet at kunne fortsætte udviklingen af sit allerede store rutenet fra Danmark, skabe flere danske arbejdspladser samt bringe flere turister til landet og dermed bidrage til økonomisk vækst.

Siden Sterling-konkursen i slutningen af oktober 2008 er Norwegian vokset til at være en betydelig aktør på det danske rejse- og luftfartsmarked. Sidste år rejste flere end 5,5 mio. passagerer til, fra eller i Danmark på det norske lavprisflyselskabs ruter fra København, Aalborg og Billund. I dag er Norwegian det næststørste flyselskab i Københavns Lufthavn og det største i Aalborg Lufthavn, hvor landets største indenrigsrute betjenes.

Bidrager til øget beskæftigelse
Ifølge Norwegian bidrager lavprisflyselskabet til øget beskæftigelse ved i Danmark at have ansat 350 medarbejdere.

“Alle vores medarbejdere fastsættes lokalt på konkurrencedygtige løn- og ansættelsesvilkår. For vores medarbejdere i Danmark betyder det danske løn- og ansættelsesvilkår inklusive danske overenskomster. Og samtidig tilbyder vi kun faste ansættelser,” lyder det i videoen fra Norwegian.

Med lokalt personale på baserne betyder det eksempelvis, at flyvninger fra Málaga til København sker med spansk personale fra lokale baser og til spanske løn- og arbejdsvilkår. Tilsvarende vil en flyvning fra København til Budapest ske ved hjælp af dansk personale på danske løn- og arbejdsvilkår. Når Norwegian flyver mellem to basebyer vil man oftest vælge at benytte det fly, som står på den base, hvor produktionen er billigst.

Norwegian mener selv, at selskabet skaber flest afledte jobs ved at tiltrække mange turister til landet fra de mere end 60 ruter, som selskabet betjener det danske marked med.

“Amerikanske rejsende er den hurtigst voksende gruppe af turister. Det er i turistindustrien, at Norwegian virkelig bidrager til at øge beskæftigelsen her i Danmark. Men for at kunne fortsætte med at skabe værdi i landet, er de internationale flyselskaber nødt til at blive behandlet lige. Som et globalt flyselskab må Norwegian have de samme rettigheder som andre internationale konkurrenter, for det betyder nye ruter, at flere få råd til at flyve og at arbejdspladserne sikres og nye skabes – både i luften og på jorden,” kan man høre fra den overbevisende speak i videoen.

Vil udvikle forretningen i Danmark
Det er ingen hemmelighed, at Norwegian arbejder intensivt på at få de samme trafikrettigheder som SAS har på langdistanceruterne til Asien. Her er der særlige regler omkring overflyning af Rusland, hvor SAS kan flyve billigere og hurtigere end Norwegian på grund af nogle meget gamle bilaterale aftaler, som de skandinaviske regeringer i øjeblikket arbejder på at reformere.

“Med denne film rækker vi endnu en gang ud med budskabet om, at et stærkt Norwegian, der får samme konkurrencevilkår som vores konkurrenter, vil kunne udvikle forretningen i Danmark. Dette vil være til stor glæde for danske rejsende, for det vil eksempelvis betyde endnu flere nye, direkte langdistanceruter, hvilket vil bidrage til øget tilgængelighed. Derudover er det længe kendt, at en point-to-point-operation i langt højere grad har fokus på passagerer i begge ender af flyvningerne. Det betyder i praksis, at vi hvert år bringer hundredtusinder af turister ind til Danmark, hvilket udmønter sig i vækst og jobskabelse her i landet. Danmark er et meget interessant og vigtigt marked for Norwegian, og med en flyordre på mere end 250 fly, herunder 31 Dreamlinere, vil vi i fremtiden kunne tilbyde helt nye ruter til destinationer verden over, som i dag er uservicerede herfra,” siger informationschef Daniel Kirchhoff fra Norwegian i Danmark til CHECK-IN.dk.

 

 

Relaterede artikler:

Norwegian vil have dansk hjælp til Ruslands-flyvninger

Ny Ruslands-aftale kan skabe Asien-vækst i CPH

Norwegian frygter ikke Ryanair i CPH

CPH: Turister trækker væksten

Godt fyldte langrutefly hos Norwegian