- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian-piloter strømmer til Ryanair

Ryanair vil ansætte 690 nye piloter i de kommende 12 måneder. Interessen er stor - ikke mindst fra tidligere Norwegian-piloter.

Ryanair er midt i en voldsom ekspansion og med 385 nye Boeing 737-800 og 737-MAX til levering frem mod 2022, vil selskabet komme op på 525 fly, da nogle af de ældre fly løbende udfases.

Dette kræver flere mennesker både i cockpit og kabine. Hen over de næste 12 måneder vil selskabet alene rekruttere 690 nye piloter til at flyve selskabets fly. Til kabinerne i flyene skal Ryanair hente 1.380 nye ansatte ind i den samme 12 måneders periode.

Mange henvendelser
90 af de 690 piloter skal rekrutteres fra markedet og skal have de nødvendige godkendelser, for at kunne sætte sig nærmest direkte ind i cockpittet. Boeing 737-800 er samme type fly som det konkurrende lavprisflyselskab Norwegian anvender. I starten af november meddelte Norwegian, at de vil opsige over 50 af deres piloter grundet reduktion i vinterprogrammet. Ryanair bekræfter ovenfor CHECK-IN.dk, at selskabet har haft mange henvendelser fra frustrerede Norwegian piloter, der ønsker at arbejde hos Ryanair.

”Samme dag som nyheden om opsigelserne i Norwegian kom ud, begyndte min telefon at ringe,” siger Director of Flight Operations i Ryanair, Peter Bellew, til CHECK-IN.dk.

Med ansvar for flyoperationerne er Peter Bellew også øverste ansvarlig for Ryanairs ansatte i cockpittet.

Folk græd på telefonen
Siden har Peter Bellews telefon ringet uafbrudt de sidste uger.

”Jeg har haft mange opringninger fra Norwegian-piloter, der fik den pludselig besked, om de stod uden job fra december. Mange er oprørte og flere har ringet grædende. Enkelte fortæller mig, at de selv måtte ringe til Norwegian, for at høre om de stod på den sorte liste,” fortæller Peter Bellew.

Både piloter og øvrige ansatte i Norwegians ”flight operations” har kontaktet Peter Bellew, men foreløbig er ingen blevet ansat i Ryanair.

”Vi skal rekruttere en række nye piloter, men er også på jagt efter 90 piloter der er flyveklare, så jeg vil ikke afvise, at vi kommer til at ansætte nogle af de, der nu er uden job i Norwegian,” fortsætter Peter Bellew. Han er personligt meget overrasket over nyheden om opsigelserne i det norske selskab.

Internt træningsprogram
Af de 690 piloter som Ryanair skal ansætte det næste år, vil de 600 hentes ind via Ryanairs eget rekrutterings- og træningsprogram. Kravet for at komme i betragtning er, at piloterne skal have et ATPL certifikat (Air Transport Pilot Licens), hvorefter Ryanair vil sørge for typegodkendelse for deres Boeing 737-800 samt simulatortræning. Ryanair råder i dag over seks egne simulatorer, der fra 2015 bliver til otte, og foruden dette lejer selskabet sig også ind flere steder i Europa.

”Vi vil i 2015 uddanne flere nye piloter end samtlige andre flyselskaber i Europa til sammen,” siger Andy O’Shea, ”Head of Pilot training”, på Ryanairs base i Stansted-lufthavnen nord for London. Andy O’Shea har været med i Ryanair næsten siden starten og blev ansat som nummer 25 på pilotsiden.

På listen over hvad selskabets nuværende piloter har arbejdet med tidligere, finder man blandt andet; præster, kirurger, operasangere, fiskere, livreddere, forskere og politifolk.

”Men ingen advokater,” griner Peter Bellew.

Fast turnus
Ifølge Peter Bellew tjener en nyansat styrmand mellem 45.000-60.000 euro i året. Gennemsnittet for en styrmand ligger på 65.000 euro, mens en kaptajn vil ligge på mellem 125.000 til 140.000 euro.

”60 procent af vores piloter er i dag direkte ansat i Ryanair, mens de resterende kommer gennem bureauer,” fortæller Peter Bellew.

Langt de fleste er ansat i tilknytning til en af Ryanairs 69 baser rundt om i Europa og Nordafrika, men enkelte piloter bliver også, efter eget ønske, udstationeret.

”Vi har den bedste turnus i industrien. Vores piloter kører en fast turnus med fem dage på job og fire dage fri. Dem der er udstationeret benytter en ”fem på, fem fri – turnus”. Hver anden periode vil være henholdsvis tidlige afgange og sene afgange. Derfor ved vores piloter lang tid i forvejen, hvornår de skal arbejde,” hævder Peter Bellew, der ikke lægger skjul på, at han mener, at Ryanair har langt flere fordele for de ansatte end øvrige selskaber i Europa.

På spørgsmål om de mange sager med beskyldninger om slavekontrakter, stressende arbejdspres, manglende brændstof for at spare på vægten og lignende, afvises dette blankt af Peter Bellew og Andy O’Shea.

”Vores policy er helt klar. Sikkerhed er og bliver første prioritet, og vores piloter skal ikke lade noget gå foran dette. Hverken tidsskema, mængde af brændstof eller hvis piloterne ikke følger sig ”fit for flight,” siger de to Ryanair-chefer samstemmende.

Billedtekst: Director of Flight Operation Peter Bellew (t.v.) og “Head of Pilot training” Andy O’Shea sætter turbo på og ansætter 690 nye piloter de næste 12 måneder. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)