- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian større end SAS i maj

Norwegian fløj i maj med omkring 40.000 flere passagerer end SAS.

Norwegian var i maj måned Skandinaviens største flyselskab. Det står klart efter at SAS onsdag offentliggjorde sine trafiktal for maj. Heraf fremgik det nemlig, at SAS havde haft godt 2.601.000 passagerer ombord på sine fly i årets sidste forårsmåned, mens Norwegian havde transporteret 2.641.666 passagerer. Det oplyste selskabet tidligere på ugen.

Så på trods af en pæn passagerfremgang på 7,2 procent må SAS se sig slået af det, der engang var en meget mindre konkurrent primært på norske indenrigsruter og de største leisureruter mellem Skandinavien og Sydeuropa.

Sådan er billedet ikke i dag. I realiteten er Norwegian ikke længere et skandinavisk flyselskab, men mere er et paneuropæisk flyselskab med skandinaviske rødder. Hovedparten af selskabets flyvninger afgår fra eller ankommer til skandinaviske lufthavne. Men Norwegian flyver stadig flere passagerer mellem ikke-skandinaviske lufthavne. Det gælder blandt andet selskabets ruter fra Spanien til Tyskland og England, langdistanceflyvningerne fra London Gatwick til USA og flyvningerne fra de to franske øer i det caribiske hav, Martinique og Guadeloupe, til byer på den amerikanske østkyst.

Hos SAS er der en skandinavisk lufthavn i den ene, den anden eller begge ender af alle ruter.

Stigende belægning
Antallet af solgte SAS-sædekilometer steg med 11,3 procent, mens kapaciteten kun blev forøget med 9,5 procent. Det fik belægningsprocent på SAS-flyvningerne til at stige med 1,2 procentpoint til 73,4 procent.

De foregående måneders øget efterspørgsel på langdistanceruter, europæiske fritidsruter og indenrigsruter fortsatte i maj.

Trods et fald i kapaciteten på 3,3 procent på de europæiske og intraskandinaviske ruter, så blev trafikmængden tæt på uændret. På de norske, svenske og danske indenrigsruter blev kapaciteten øget med 2,7 procent, mens trafikmængden blev øget med 6,2 procent med stærkest vækst på de danske og svenske indenrigsruter.

Nye langruter smitter af
SAS øger sin interkontinentale kapacitet med omkring 25 procent i løbet af regnskabsåret 2015/2016 gennem nye ruter og flere frekvenser. I marts åbnede selskabet to nye langruter til Los Angeles og Boston. Det smitter kraftigt af på trafiktallene for maj måned, hvor den interkontinentale trafik steg med 31,3 procent og kapaciteten steg med 37,8 procent.

Hovedparten af langruteekspansionen er nu gennemført og stigningen i kapacitet vil aftage de kommende måneder. SAS’ regnskabsår løber dog frem til 31. oktober, så åbningerne af to ruter fra Oslo og København til Miami i slutningen af september når lige at komme i regnskabsårets sidste trafiktal for oktober.

 

Relaterede artikler:

Icelandair større end SAS og Norwegian

Dødt løb mellem SAS og Norwegian