- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian vil åbne tre nye langdistanceruter

Rio de Janeiro samt destinationer i Sydafrika og Indien kommer på Norwegians rutekort i 2016. Selskabet har valgt Stockholms Arlanda-lufthavn som udgangspunkt for de nye ruter.

Den brasilianske storby Rio de Janeiro danner rammen om De Olympiske Lege i 2016, der afvikles fra den 5. til 21. august. Og hvis alt går vel, kan skandinaver flyve direkte med Norwegian til verdens største sportsbegivenhed.

Det kom frem i fredags, da Norwegians koncernchef Bjørn Kjos overfor Svenska Dagbladet bekræftede, at ruter fra Stockholm til Rio de Janeiro samt destinationer i Sydafrika og Indien vil blive åbnet i 2016.

Det er nye Dreamliner-fly, der gør ekspansionen muligt, idet Norwegian i 2016 får leveret fire nye langdistancefly, hvoraf to er af typen Boeing 787-9 og de øvrige to er Boeing 787-8.

De større og langtrækkende Boeing 787-9 forventes begge at blive leveret i første kvartal af 2016, så det er disse fly, der kommer til at blive udgangspunkt for ekspansionen.

I år får Norwegian leveret et enkelt langdistancefly. Det er en Boeing 787-8 Dreamliner, der har plads til 291 passagerer i den sædvanlige konfiguration med 259 sæder på Economy og 32 sæder på Premium-.klassen. Dette fly skal dog benyttes til ekspansion fra London-Gatwick, mens Skandinavien først kan forvente nye ruter i 2016.

“Sidste år udviklede flyvningerne fra Gatwick Lufthavn sig gunstigt og bedre end langdistanceflyvningerne fra de andre lufthavne. Derfor vil vi indsætte det nye fly der,“ siger koncernchef Bjørn Kjos til Svenska Dagbladet.

Norwegian har tilsammen bestilt 17 Dreamliner-fly til langdistanceruterne.

Styrkelse af Arlanda
At Arlanda-lufthavnen i første omgang bliver udgangspunkt for ekspansionen, er en fjer i hatten for den svenske storlufthavn. Erhvervslivet i Stockholm-området har i flere omgange beklaget, at der ikke er tilstrækkeligt med direkte flyruter fra den svenske hovedstad.

Arlanda skal dog ikke forvente, at man bliver alene om at tilbyde de nye destinationer med Norwegian. Hidtil har Norwegian med få undtagelser valgt at flyve til de samme destinationer fra såvel Oslo, Stockholm og København. Københavns Lufthavn har dog ikke Oakland i Californien på programmet, mens Arlanda indtil videre må undvære Orlando på rutekortet.

Til efteråret åbner SAS en direkte rute fra Arlanda til Hong Kong med fem ugentlige afgange. Den svenske hovedstadslufthavn bliver alene om at tilbyde denne destination fra Skandinavien, ligesom lufthavnen også i dag kan tilbyde en rute til Addis Ababa med Ethiopian Airlines samt med Air China til Beijing. Herudover kan lufthavnen også tilbyde ruter til destinationer i Iran og Irak.