- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Norwegian vil flyve indenrigs i Spanien

Det norske lavprisselskab forbereder tilsyneladende at tage kampen op mod Vueling og Ryanair på det spanske indenrigsmarked.

Efter et 2013, der bød på etablering af baser i London Gatwick og flere spanske lufthavne, entré på det tyske og engelske marked samt opstart af langdistanceflyvninger, planlægger Norwegian tilsyneladende, at 2014 blandt andet skal bruges til at indtage det stærkt konkurrenceprægede spanske indenrigsmarked. Det skriver ch-aviation.

Norwegian har i dag fire spanske baser i Malaga, Alicante, Tenerife og Las Palmas. Herfra flyver man til en lang række destinationer i Norden, Tyskland og England. Og nu overvejer Norwegian at tage skridtet videre og starte indenrigsflyvning fra baserne.

Baser i Madrid og Barcelona
I første omgang har selskabet søgt landingstilladelser til at kunne flyve mellem Tenerife og Madrid tre gange om ugen og mellem Tenerife og Barcelona tre gange om ugen.

I slutningen af august kunne spanske medier fortælle om hvordan Norwegian angiveligt var i dialog med de spanske lufthavnsmyndigheder om at etablere baser i Madrid og Barcelona.

Hos Norwegian ønsker informationschef Lasse Sandaker-Nielsen ikke at uddybe Norwegians spanske planer.

Hvis Norwegian gør alvor af planerne og entrerer det spanske indenrigsmarked, så vil selskabet skulle konkurrerer mod ikke bare Iberia, men også mod Vueling og Ryanair. Sidstnævnte har dog reduceret omfanget af spanske operationer efter indførelsen af en forhøjet lufthavnsafgift.