- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Norwegian vil købe den nye ‘Dreamliner’

Boeing nye 787 ‘Dreamliner’ fly landede søndag formiddag i Farnborough-lufthavnen ved London og satte dermed for første gang landingshjulene på europæisk grund.

Anledningen var det store Farnborough International Airshow 2010, hvor luftfartsfolk fra hele verden mødes. Således også Norwegian-topchefen Bjørn Kjos, der samtidig benyttede lejligheden til at underskrive en aftale om køb af yderligere 15 eksemplarer af Boeing 737-800 flyet.

Men her stopper det åbenbart ikke. Norwegian har længe barslet med planer om interkontinentale flyvninger fra Skandinavien. Kritikerne tror, at det “bliver ved snakken“, men noget kunne tyde på, at der efterhånden er ved at komme realiteter bag. I hvert fald hvis man skal tolke de udtalelser, som Bjørn Kjos igår kom med til norske Aftenposten.

Bjørn Kjos bekræfter i interviewet endnu engang, at Norwegian er i færd med at etablere et ny selvstændigt selskab, der skal være operatør på de nye interkontinentale flyvninger. “Vi tror, at en ‘Dreamliner’ vil kunne flyve rejsende billigt til USA og Asien,“ siger Bjørn Kjos til Aftenposten.

Den norske luftfartschef afslører endvidere, at de laveste billetpriser skal være ca. 2.000 kr. til New York, hvor de idag ligger på det dobbelte. Bjørn Kjos bekræfter, at selskabet er i forhandlinger med Boeing om køb af Dreamlineren. Han vurderer, at prisskiltet vil ligge i underkanten af 200 mio. dollars. (ca. 1,16 mia. danske kroner).

Konkurrenten SAS lader sig ikke imponere af Norwegians planer. “Vi ser en øget konkurrence på langdistancetrafik fra mange forskellige flyselskaber. Norwegian har talt vidt og bredt om langdistanceruter i flere år, uden at noget er sket, så lad os først se, hvad der sker,“udtalte koncernchef Mats Jansson fra SAS i sidste uge til svenske Dagens Næringsliv.